Resume:
Offentlige myndigheder, der ydede hjælp til forsørgelse af et barn under 18 år, havde i visse situationer mulighed for at kræve forældrene sat i bidrag efter de privatretlige regler i § 18 i lov om børns retsstilling.
Resume:
Offentlige myndigheder, der ydede hjælp til forsørgelse af et barn under 18 år, havde i visse situationer mulighed for at kræve forældrene sat i bidrag efter de privatretlige regler i § 18 i lov om børns retsstilling.
Der er kommet nye regler på området
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 8
I en række sager er der rejst spørgsmål om offentlige myndigheders mulighed for efter de privatretlige regler at kræve forældre sat i bidrag efter loven af 18. maj 1960 om børns retsstilling.
I denne anledning har Justitsministeriet i skrivelse af 2. april 1979 oplyst, at offentlige myndigheder og institutioner, der på grund af forældres forsømmelse af forsørgelsespligten over for et barn har måttet yde hjælp til dettes forsørgelse, uden at der efter andre regler kan kræves betaling af forældrene, efter Justitsministeriets opfattelse kan kræve bidrag fastsat (og indkræve fastsatte bidrag) efter børnelovens § 18, stk. 2, 2. pkt.
Spørgsmålet om, hvorvidt forældre efter anmodning fra en offentlig myndighed eller institution bør pålægges underholdsbidrag på grund af manglende opfyldelse af forsørgelsespligten, må afhænge dels af, om de har erklæret sig uvillige til at forsørge barnet, dels af, hvorvidt de kan anses at have evne til at forsørge barnet.
Bidraget vil i øvrigt være at fastsætte efter samme retningslinier, som følges, når bidrag fastsættes på begæring af privatpersoner, herunder for så vidt angår betydningen af barnets egen indtægt.
Socialministeriet skal herved henlede opmærksomheden på denne mulighed for efter privatretlige regler at få fastsat bidrag fra forældre i de tilfælde, hvor der ydes en ung under 18 år hjælp til forsørgelsen.
Efter Socialministeriets opfattelse bør det sociale udvalg kun rette henvendelse til overøvrigheden om fastsættelse af bidrag, når det må antages, at der efter de af Justitsministeriet fastsatte retningslinier vil blive fastsat bidrag. Man skal henlede opmærksomheden på, at forudsætningerne for at kræve bidrag fastsat ikke foreligger i tilfælde, hvor hjælpen til en ung under 18 år af hensyn til dennes tarv ydes efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 46, stk. 2, da hjælpen efter denne bestemmelse ydes til forældrene under hensyn til deres økonomiske forhold. For så vidt angår hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, og § 123, afgøres betalingsspørgsmålet i medfør af bistandslovens §§ 66, stk. 4, og 100 efter betalingsreglerne i Socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne, punkterne 137 til 146.
Dato for underskrift
14.05.1979
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 66 § 33 § 123 § 18 § 46 § 8
Journalnummer
4101-4