Ankestyrelsens principafgørelse O-1-80

1980

Resume:

Ankestyrelsen fandt ikke, at der havde været grundlag for at iværksætte hjælpeforanstaltninger i form af frivillig anbringelse udenfor hjemmet med henblik på at betale plejevederlag til en kvinde for pasning af hendes svigerindes nyfødte barn, som hun uden medvirken fra det sociale udvalg havde taget i pleje under moderens sygdom.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke havde været påkrævet af hensyn til barnets tarv, jf. bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, (nu § 33, stk. 2, nr. 10), at iværksætte hjælpeforanstaltninger i form af frivillig anbringelse uden forhjemmet, idet familien selv drog omsorg for barnets pasning på be tryggende måde.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 33, stk. 1, nr. 3

Det sociale udvalg i en kommune ankede over en afgørelse truffet af amtsankenævnet. Ved afgørelsen pålagde nævnet kommunen at betale plejevederlag til en kvinde for pasning af hendes svigerindes nyfødte barn i perioden 15. september 1977 til 27. oktober 1977.

Kvinden havde samtidig anket amtsankenævnets afgørelse, idet hun ønskede plejevederlag udbetalt fra den 12. juli 1977.

Kvinden modtog barnet i døgnpleje den 12. juli 1977, fordi barnets moder blev syg efter fødslen.

Plejeforholdet blev etableret efter råd af moderen og hendes læge, men uden kommunens medvirken og uden, at der blev søgt plejetilladelse efter bistandslovens § 65.

Der var ved etableringen tale om en kortvarig familietjeneste, som imidlertid kom til at udstrække sig længere tid end forudset.

Barnet blev under ophold i plejehjemmet tilset af sundhedsplejerske og var en kort tid indlagt på sygehus på grund af en ørelidelse.

Kommunen oplyste, at barnet ifølge sundhedsplejersken i plejehjemmet fik en god og fornuftig pleje.

I begyndelsen af september 1977 blev ansøgeren af barnets læge tilrådet at søge kommunen om halvdagsvuggestueplads til barnet. I forbindelse med denne ansøgning blev kommunen gennem sin pladsanvisning opmærksom på barnets ophold hos ansøgeren og hendes familie. Kommunen foretog sig imidlertid intet med hensyn til plejeforholdet, men ville se tiden an.

Pr. 1. oktober 1977 blev barnet optaget i vuggestue den halve dag.

Ansøgning om plejetilladelse blev indgivet den 21. oktober 1977. Ansøgningen blev imidlertid ikke færdigbehandlet, da barnet blev hjemgivet den 27. oktober 1977.

I maj 1978 søgte kvinden kommunen om plejevederlag for perioden 12. juli 1977 til 27. oktober 1977. I brevet opgjorde ansøgeren sit krav til ca. 8.000 kr.

Kommunen afslog det ansøgte under hensyntagen til, at plejeforholdet blev etableret uden medvirken af kommunen, samt til, at barnet fra den 27. oktober 1977 havde haft ophold hos sine biologiske forældre.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at betale ansøgeren plejevederlag fra det tidspunkt, hvor kommunen blev opmærksom på plejeforholdets eksistens ved ansøgning om optagelse i vuggestue. Amtsankenævnet fastsatte dette tidspunkt til den 15. september 1977 og begrundede sin afgørelse med, at der på dette tidspunkt med rimelighed kunne være truffet afgørelse om hjælpeforanstaltninger for barnet med den virkning, at kommunen måtte betale for fortsat døgnpleje.

Efter indankningen havde kommunen bl.a. gjort gældende, at kommunen på ingen måde ville forsømme sine forpligtelser efter bistandslovens § 32 og § 33. Men en forudsætning for, at disse bestemmelser kunne anvendes var dog, at kommunen var bekendt med, at et barn trænger til særlig støtte. De personer, der var barnet nærmest, rettede ikke henvendelse til kommunen.

Bistandslovens § 65 giver nærmere regler for anbringelse af børn i privat familiepleje uden medvirken af det sociale udvalg. Der er ikke i § 65 hjemmel til at udbetale plejevederlag fra det offentlige.

Ifølge bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, kan det sociale udvalg, når hjælpeforanstaltninger er påkrævet af hensyn til barnets tarv, så vidt muligt i forståelse med barnet og hjemmet, sørge for, at barnet anbringes uden for hjemmet.

Ifølge bistandslovens § 66, stk. 1, skal det sociale udvalg, når udvalget har besluttet at anbringe et barn i døgnpleje uden for eget hjem, søge at anbringe barnet i familiepleje.

Ifølge bistandslovens § 66, stk. 2, får plejehjemmet i disse tilfælde plejeløn fra kommunen.

Efter det oplyste fandt Ankestyrelsen ikke, at det havde været påkrævet af hensyn til barnets tarv at iværksætte hjælpeforanstaltninger i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, idet familien selv drog omsorg for barnets pasning på betryggende måde, hvortil kom at kommunen havde ydet den bistand, der i september 1977 blev rejst spørgsmål om, nemlig optagelse af barnet i vuggestue, medens der ikke på daværende tidspunkt blev søgt hjælp til anbringelse i pleje.

Der var derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen at betale plejevederlag til ansøgeren for perioden 12. juli til 21. oktober 1977.

Dato for underskrift

04.01.1980

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 66 § 33 § 65 § 32

Journalnummer 

13693-78