Ankestyrelsens principafgørelse O-3-82

1982

Resume:

Forpligtelsen til at oprette fritidsforanstaltninger for skolesøgende børn med vidtgående fysisk eller psykisk handicap påhvilede kommunerne.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 69 og § 95a

Note:

*) Note: Der henvises til Socialministeriets cirkulære af 12. september 1977 om fritidsforanstaltninger for åndssvage børn, der går i skole.

Foranlediget af en række henvendelser fra kommuner og amtskommuner om, hvorvidt det en primær- eller amtskommunal forpligtelse at oprette og drive fritidsforanstaltning for skolesøgende børn med vidtgående fysisk eller psykisk handicap skal Socialstyrelsen udtale følgende:

Forpligtelsen til at oprette dagforanstaltninger for børn og unge, herunder også børn og unge med handicap, påhviler kommunerne, jf. § 69 (*).

Udlægningen af særforsorgen og ændringerne af bistandsloven i den forbindelse har ikke medført indskrænkninger i denne generelle forpligtelse.

I overensstemmelse hermed er det i Socialministeriets cirkulære af 22. november 1980 om maksimumsgrænser for de refusionsberettigede udgifter for daginstitutioner anført, at daginstitutioner, hvori der er oprettet en handicapafdeling for børn og unge med handicap af en sådan grad, at deres behov ikke vil kunne dækkes tilfredsstillende i almindelig daginstitutionsgruppe, samt fritidsordninger for skolesøgende børn med særlige behov, efter forudgående godkendelse af Socialstyrelsen kan undtages fra de almindelige bestemmelser om maksimumsgrænser.

Der består således efter praksis følgende muligheder for etablering og drift af fritidsforanstaltninger for børn og unge med fysiske eller psykiske handicap:

Fritidsforanstaltninger vil kunne oprettes og drives af en eller flere kommuner i henhold til bistandslovens § 69.

Endvidere vil amtskommunen (social- og sundhedsforvaltningen) kunne drive fritidsforanstaltninger for skolesøgende børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap som forretningsfører for de kommuner, hvis børn og unge er tilmeldt fritidsforanstaltningen. Denne ordning kan anvendes, hvor foranstaltningen dækker flere kommuner, og som regel i forbindelse med en skole, der udøver vidtgående specialundervisning i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2. Institutionen drives i henhold til § 69 med betaling fra de deltagende kommuner og med adgang til statsrefusion i henhold til bistandslovens § 133.

Sådanne fritidsforanstaltninger vil af Socialstyrelsen kunne undtages fra bestemmelserne om maksimumsgrænser for refusionsberettigende udgifter i daginstitutioner.

Endelig vil amtskommunen i henhold til bistandslovens § 95 a kunne oprette og drive særlige daginstitutioner og fritidsforanstaltninger for disse børn og unge med finansiering i henhold til § 135, stk. 3. Forpligtelsen hertil er et supplement til hovedreglen i § 69, der skal sikre etablering af foranstaltninger for de forholdsvis få børn og unge med vidtgående handicap, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.m., at det ikke kan imødekommes i de kommunale ordninger.

Dato for underskrift

12.01.1982

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 95a § 135 § 69 § 133 § 19

Journalnummer 

251271128