Resume:
En 52-årig enke var ikke berettiget til erstatning for tab af forsørger, da hun havde haft indtægter under ægteskabet omtrent svarende til den afdøde ægtefælles og derfor ikke kunne anses for at have været forsørget af ham.
Resume:
En 52-årig enke var ikke berettiget til erstatning for tab af forsørger, da hun havde haft indtægter under ægteskabet omtrent svarende til den afdøde ægtefælles og derfor ikke kunne anses for at have været forsørget af ham.
Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 390 af 20. maj 1992 - § 31
N. N. afgik i 1978 ved døden som følge af en arbejdsskade.
I 1977 var hans arbejdsindtægt 81.550 kr., og hans løn i de sidste 12 måneder før dødsfaldet havde været 89.102 kr.
Hustruen havde højeste invalidepension og en tjenestemandspension, som tilsammen i 1977 var 70.927 kr. og i 1978 78.046 kr.
Hustruen måtte ved dødsfaldet skifte med afdødes 2 særbørn. Ved skiftet blev bobeholdningen i fællesboet opgjort til 452.612 kr. (heri indgik værdi af fast ejendom med 520.000 kr. - prioritetsgæld 136.025 kr.). Særbørnenes arvelodder udgjorde sammenlagt 100.580 kr.
Hustruen havde af Sikringsstyrelsen fået tillagt et overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 32 på 18.500 kr., og et fællesbarn, som boede i hjemmet, havde fået en løbende årlig ydelse på 10% af afdødes årsløn, det vil sige 8.952 kr. fra dødsfaldet til det fyldte 18. år.
Sikringsstyrelsen havde truffet afgørelse om, at hustruen ikke var berettiget til erstatning for tab af forsørger, idet Sikringsstyrelsen havde begrundet afgørelsen med en henvisning til hustruens økonomiske forhold.
Hustruens advokat havde gjort gældende, at hustruens forsørgelsesmæssige forhold var blevet forringet som følge af ægtefællens død, og at skiftet med afdødes særbørn havde bevirket en forøgelse af hendes udgifter.
Ifølge arbejdsskadeforsikringslovens § 31 er det en betingelse for erstatning, at den pågældende ved skadelidtes død har mistet en forsørger eller på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet. Erstatningen fastsættes under hensyntagen til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.
Efter det i sagen oplyste om størrelsen af ægtefællernes indtægter fandt Ankestyrelsen ikke, at hustruen havde været forsørget af ægtefællen. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der var grundlag for at tillægge hustruen en løbende ydelse som erstatning for tab af forsørger.
Ankestyrelsen tiltrådte således Sikringsstyrelsens afgørelse.
Dato for underskrift
13.05.1982
Offentliggørelsesdato
01.02.2014
Denne principmeddelelse er kasseret den 1. juli 2024, da praksis er indarbejdet i principmeddelelse 13-24.
Paragraf
§ 31 § 32
Journalnummer
11753-80