Ankestyrelsens principafgørelse O-11-83

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 2

Et samboende par søgte den 1. marts 1982 socialudvalget i A kommune om hjælp til flytning til B kommune, hvor parret havde skaffet sig en bolig til indflytning den 6.-7. marts 1982. Ansøgerne modtog på ansøgningstidspunktet hjælp efter bistandslovens § 37 på grund af arbejdsløshed. Flytningen var begrundet med, at parret ville være uden bolig fra 1. maj 1982, og at manden ønskede at flytte til B kommune for at forbedre sine erhvervsmæssige forhold.

Socialudvalget i A kommune anmodede den 2. marts 1982 socialudvalget i B kommune om samtykke til flytningen. Den 4. marts 1982 bevilgede A kommune den ansøgte flyttehjælp. Den 9. marts 1982 anmodede socialudvalget i B kommune om refusionstilsagn fra socialudvalget i A kommune, da fremgangsmåden i bistandslovens § 47, stk. 2, ikke var fulgt.

Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge socialudvalget i B kommune at give samtykke til flytningen, da den i bistandslovens § 47, stk. 2, foreskrevne fremgangsmåde om indhentning af samtykke ikke var fulgt af socialudvalget i A kommune.

Sagen blev anket til socialudvalget i A kommune, der bl.a. anførte, at de formelle betingelser i bistandslovens § 47, stk. 2, havde været fulgt, idet hjælpen først var bevilget efter henvendelsen til B kommune. Såfremt socialudvalget først skulle have afventet B kommunes svar, ville lejligheden have været lejet ud til anden side, og ansøgernes ret til flyttehjælp efter bistandsloven ville blive illusorisk.

Efter bistandslovens § 47, stk. 1, kan der ydes en person, som ikke selv har midler dertil, hjælp til en flytning, som medfører forbedring af pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold. Ifølge stk. 2 skal det sociale udvalg, såfremt flytning sker til en anden kommune, indhente samtykke fra det sociale udvalg i denne kommune, iden hjælpen ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune, der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter flytningen.

Under hensyn til at socialudvalget i B kommune ikke, inden hjælpen blev ydet, havde haft rimelig tid til at tage stilling til begæringen om samtykke, tiltrådte Ankestyrelsen, at det ikke kunne pålægges udvalget at meddele samtykke.