Ankestyrelsens principafgørelse O-69-85

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, nr. 1 og § 68

Socialministeriets cirkulære af 28. juni 1979 - pkt. 6, pkt. 7

En klient, K, født i 1926, blev i juni 1945 anbragt på en særforsorgsinstitution fra A kommune. I april 1949 blev ansøgeren udskrevet fra institutionen til kontrolleret familiepleje med anbringelse hos sine forældre, der nu boede i B kommune. Ifølge den mellem særforsorgen og forældrene oprettede overenskomst modtog forældrene et månedligt vederlag som tilskud til udgifter til K's pleje og særlige fornødenheder. I 1963 fik K påny ophold på særforsorgsinstitutionen fra forældrenes hjem i B kommune.

På grund af uenighed mellem A og B kommune om betalingsforpligtelsen for K's institutionsophold har sagen været forelagt Socialstyrelsen, som i en vejledende udtalelse den 28. september 1981 har anført, at betalingsforpligtelsen for institutionsophold, der iværksættes i umiddelbar fortsættelse af en familieplejeanbringelse af en person, påhviler den kommune, hvorfra personen blev anbragt i pleje. Drejer det sig om personer over 18 år, kan der i henhold til bistandslovens § 68 træffes afgørelse om anbringelse i familiepleje, og sådan familieanbringelse kan også være anbringelse i pågældendes hjem.

Spørgsmålet om fortolkning af bistandslovens § 68, specielt i de tilfælde, hvor den handicappede anbringes i pleje hos egne forældre,har været drøftet i et møde den 8. januar 1982 i social chefforeningen, kreds I, bistandsudvalget, hvor der deltog repræsentanter fra primærkommunerne, amtskommunen, Socialstyrelsen og Socialministeriet. I mødet var der enighed om, at der kun foreligger en § 68-institution i eget hjem, hvis forældrene modtager en form for betaling (plejeløn) for at tage sig af deres voksne barn. Hvis sådanbetaling ydes efter § 68, sidestilles sådant ophold med insti tutionsanbringelse, når spørgsmålet om opholdskommune skal vurderes. Plejeforhold etableres før 1. april 1976, der kan sidestilles med en § 68-institution, behandles som en anbringelse efter bistandslovens § 68. Det sociale udvalg i A kommune har afslået at refundere udgifterne ved K's institutionsophold med henvisning til, at K's anbringelse hos forældrene i 1949 ikke var af samme art som en anbringelse i henhold til bistandslovens § 68, idet der ikke blev ydet egentlig plejeløn til forældrene.

Ankenævnet pålagde det sociale udvalg i A kommune at yde B kommune refusion af kommuneandelen af betalingen for K's institutionsophold. Nævnet lagde vægt på, at lov om offentlig forsorg ligestillede familiepleje med anstaltspleje, at vederlaget for at have pågældende i pleje dækkede såvel løn til forældrene som tilskud til K's fornødenheder, og at der ikke var nogen fast størrelse for betalingen, der i øvrigt skulle ligge væsentligt under udgifterne til anstaltsophold.

Det sociale udvalg i A kommune anførte, at nævnets afgørelse brød med de principper, der ved særforsorgens udlægning blev aftalt mellem kommunerne og Socialstyrelsen. Det ville derfor få vidtrækkende administrative konsekvenser, hvis ankenævnets afgørelse stadfæstedes, idet kommunerne landet over ville være nødsaget til at gennemgå alle deres særforsorgssager for at finde frem til, om der fandtes tilfælde af samme art som den foreliggende sag.

Det sociale udvalg i A kommune forelagde påny sagen for Socialstyrelsen, idet udvalget mente, at det af ankenævnet var gjort til et afgørende kriterium for, hvorvidt der var tale om et plejeforhold efter bistandslovens § 68, om forældrene fik løn for plejeforholdet eller ej.

Socialstyrelsen har den 29. marts 1983 udtalt, at det afgørende er, at det offentlige har været inde i sagen og har vurderet anbringelsesstedet og taget stilling til en eventuel økonomisk ydelse og i det hele godkendt foranstaltningen som et led i statens omsorg, jf. forsorgslovens § 66, stk. 1, eller en hjælpeforanstaltning efter bistandsloven, jf. lovens § 68. Med hensyn til de administrative konsekvenser af ankenævnets afgørelse har Socialstyrelsen bemærket, at Socialstyrelsens udtalelse er i overensstemmelse med de tidligere udsendte retningslinier til samtlige kommuner den 7. december 1979, hvorfor der ikke findes at være anledning til at foretage en ny gennemgang af særforsorgssager. Socialstyrelsen har fremhævet, at bestemmelsen i forsorgslovens § 66, stk. 1, og bistandslovens § 68 er identiske, og at der i bestemmelserne ikke sondres mellem anbringelse i pleje hos fremmede eller hos biologiske forældre, når der som i den foreliggende sag er tale om personer over 18 år.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 11, stk. 1 og § 68. Socialministerietscirkulære af 28. juni 1979 om bistand efter bistandslovens afsnit I VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, pkt. 6 og 7.

Efter det oplyste var A kommune opholdskommune for K ved hendes anbringelse i 1945 under særforsorg på særforsorgsinstitution.

K blev i 1949 som 23-årig af særforsorgen anbragt i kontrolleret familiepleje hos hendes biologiske forældre, der nu havde bopæl i B kommune.

Anbringelse i kontrolleret familiepleje blev efter forsorgsloven ligestillet med anstaltspleje, og K kan ikke ved anbringelsen i familiepleje betragtes som udskrevet af forsorgen.

Da K ikke siden har været udskrevet fra forsorgen, finder Ankestyrelsen, at A kommune efter reglen i bistandslovens § 11, nr. 1, skal yde B kommune refusion af kommuneandelen af betalingen for K's institutionsophold. Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse.