En ansøger, der havde en talelidelse (stammer), havde i ca. 4 år gået til taleundervisning på et taleinstitut. Herigennem blev han optaget på et ugekursus for stammere i tiden 12. august - 16. august 1985.
Ansøgeren havde fuldtidsbeskæftigelse, og han ville som følge af kursusdeltagelsen miste en indtægt i den pågældende ugen på netto 1.510 kr.
Det sociale udvalg gav afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 3, med henvisning til, at det ansøgte ikke fandtes at være en direkte følge af ansøgerens handicap.
Ankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at en udgift afledt af kursusdeltagelse ikke er omfattet af begrebet forsørgelse.
Ansøgeren ankede i samråd med taleinstituttet. Det anførtes, at den trufne afgørelse bevirkede, at nogle af taleinstituttets klienter af økonomiske grunde hindredes i at deltage i en adækvat, nødvendig behandling, her intensiv stammebehandling, og at behandling for ansøgeren var en absolut forudsætning for deltagelse i såvel sociale som arbejdsmæssige sammenhænge. Lovgrundlag: Lov om social bistand § 48, stk. 3. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 277 af 19. juni 1979 om afgrænsningen af personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 3. Socialministeriets cirkulære nr. 218 af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 54 j.