Ankestyrelsens principafgørelse O-64-86

1986

Resume:

En EF-statsborger søgte om opholdstilladelse og fik kort efter afslag på kontanthjælp efter bistandsloven. Ankestyrelsen fandt, at pågældende på tidspunktet for ansøgning om kontanthjælp havde ansøgt om opholdstilladelse og derfor var berettiget til i alle tilfælde kortvarig hjælp og hjælp til hjemrejse.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 1 og § 4

Socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven - pkt. 15

En ansøger, der var EF-statsborger, indrejste i Danmark i juli 1985 sammen med sin veninde, der var dansk statsborger. Ansøgeren tog sammen med veninden ophold hos dennes forældre i A kommune. Ansøgeren modtog kontanthjælp efter bistandsloven i A kommune indtil udgangen af september 1985. I september 1985 flyttede ansøgeren sammen med sin veninde til B kommune, hvor veninden skulle påbegynde en uddannelse. Den 19. september 1985 søgte ansøgeren om opholdstilladelse, og den 24. september 1985 søgte han det sociale udvalg i B kommune om kontanthjælp efter bistandsloven.

Socialudvalget gav afslag på hjælp med henvisning til, at ansøgeren ikke havde opholdstilladelse. Ansøgeren fik i stedet tilbudt hjælp til betaling af udgifter til hjemrejse. Udvalget begrundede iøvrigt sin afgørelse med henvisning til pkt. 14 i socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven.

Over for ankenævnet oplyste ansøgeren, at han siden den 18. september 1985 havde været tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Efter henvendelse til B kommunes beskæftigelsessekretariat havde ansøgeren fået arbejde fra den 21. oktober 1985.

Ankenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i det sociale udvalg, idet nævnet fandt, at det sociale udvalg ikke med henvisning til bestemmelserne i pkt. 14 i Socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven kunne meddele afslag på økonomisk hjælp.

Nævnet fandt, at ansøgeren, da pågældende havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse den 19. september 1985, var omfattet af bestemmelserne i cirkulærets pkt. 15, ligesom det var dokumenteret, at ansøgeren stod til rådighed for arbejdsmarkedet i henhold til bistandslovens § 38. Det sociale udvalg i B kommune ankede med henblik på en præcisering af, hvad der skulle forstås ved kortvarig hjælp, ligesom det ønskedespræciseret, om det forhold, at en klient havde søgt op holdstilladelse, kunne sidestilles med, at pågældende havde opholdstilladelse.

Socialstyrelsen udtalte, at det er en betingelse for at få hjælp efter bistandsloven, at en udenlandsk ansøger opholder sig lovligt her i landet, dvs. enten her eller har søgt om opholdstilladelse.

For så vidt angår forståelsen af udtrykket "kortvarig hjælp" skelner socialstyrelsen mellem den hjælp, der kan ydes til EF-statsborgere og udlændinge med turistvisum, der har opholdt sig i Danmark i mindre end 3 måneder, jfr. pkt. 11 i ovennævnte cirkulære, og den hjælp, der kan ydes til ansøgere, der har opholdstilladelse eller har søgt om opholdstilladelse udover de 3 måneder, jfr. cirkulærets pkt. 14.

Hvis en EF-statsborger eller en person med turistvisum under de første 3 måneders ophold får behov for hjælp, kan der for disse gruppers vedkommende normalt alene blive tale om rådgivning og vejledning, akut økonomisk hjælp (eventuelt med tilbagebetalingspligt), og eventuel hjælp til hjemrejse. En akut økonomisk hjælp vil f.eks. være kost og logi, indtil pågældende kan rejse hjem.

"Kortvarig hjælp" til ansøgere, der har ophold her i landet, og som har fået eller har søgt om opholdstilladelse, skal betragtes som en "ikke vedvarende hjælp" dvs. hjælp til forsørgelse i under 1 år, engangsydelser og ydelser som f.eks. hjemmehjælp, hjælpemidler og daginstitutionsophold.

Lovgrundlag: Lov om social bistand, § 1, § 3 og § 4. Socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven, pkt. 15.

Ankestyrelsen finder, at ansøgeren, da han på tidspunktet for henvendelse til det sociale udvalg i B kommune havde søgt om opholdstilladelse, må anses for at være omfattet af bestemmelserne i pkt. 15 i Socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976.

Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

28.10.1986

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 3 § 4 § 38 § 1

Journalnummer 

21066-85