Ankestyrelsens principafgørelse O-88-86

1986

Resume:

En hørehæmmet fandtes ikke berettiget til anskaffelse af telefonadaptor.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var stillet en skrivetelefon til rådighed, og at denne måtte antages at afhjælpe pågældendes handicap.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58

En ansøger søgte i december 1984 socialforvaltningen om hjælp efter bistandslovens § 58 til en telefonadaptor TT 800 til brug ved telefonering. Ansøgeren var døv, men beherskede tale. Ved hjælp af en telefonadaptor, TT 800, ville han være i stand til at kommunikere telefonisk med hørende personer.

Socialforvaltningen gav afslag på det ansøgte hjælpemiddel, idet det ikke skønnedes nødvendigt at kunne telefonere for at kunne fungere i dagligdagen.

Sagen blev anket af ansøgeren, der fremhævede, at det ansøgte hjælpemiddel i mange dagligdagssituationer ville kunne afhjælpe hans hørehandicap.

Socialforvaltningen udtalte, at efter forvaltningens opfattelse ville den i bistandsloven forudsatte grad af nødvendighed for bevilling af det ansøgte hjælpemiddel først foreligge, såfremt ansøgeren opfyldte de sociale eller lægelige kriterier, som stilles for at give bevilling til telefon i henhold til bistandslovens § 58, således som denne er uddybet ved Socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 19. december 1983.

Det oplystes endvidere, at ansøgeren fra telefonselskabet havde fået stillet en skrivetelefon til rådighed.

Lovgrundlag: Lov om social bistand, § 58. § 44 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 19. december 1983 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Ifølge § 44 i Socialministeriets ovennævnte bekendtgørelse kan der til hørehæmmede ydes sådanne hjælpemidler, som i væsentlig grad kan afhjælpe hørehandicappet i dagligdagssituationer, f.eks. ved betjening af telefon.

Under hensyn til at ansøgeren har fået stillet en skrivetelefon til rådighed, og at denne må antages at afhjælpe pågældendes hørehandicap, finder Ankestyrelsen ikke, at der kan ydes hjælp til den ansøgte telefonadaptor.

Ankestyrelsen tiltræder således socialforvaltningens afgørelse.

Dato for underskrift

12.12.1986

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 44 § 58

Journalnummer 

11460-85