Ankestyrelsens principafgørelse O-27-86

1986

Resume:

Ved beregning af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til en ansøger med handicappet barn, skulle der bortses fra ansøgerens indtægt ved weekend- og aftenarbejde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdet foregik lejlighedsvis og udenfor normal arbejdstid.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48, stk. 1

Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 54j

En gift ansøger havde siden 1976 modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med pasning af sit handicappede barn i hjemmet. Fra maj 1981 og indtil 1. september 1983 havde det sociale udvalg udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for ca. 10 timer ugentlig svarende til forskellen mellem opnåelig ansættelse som hjemmehjælper med 34 timer ugentlig og ansøgerens faktiske arbejdstid på ca. 25 timer om ugen. Lønkompensationen udgjorde 1.124 kr. månedlig. Socialudvalget standsede udbetalingen af hjælp med den begrundelse, at ansøgeren havde fået ekstraindtægt ved weekend- og aftenarbejde, hvorved hun i perioden 1. januar 1983 - 31. august 1983 havde tjent ca. 7.500 kr. netto.

Om ansøgerens ekstraarbejde var det oplyst, at hun fungerede som vært ved private fester i et forsamlingshus. Arbejdet foregik udenfor normal arbejdstid om aftenen og i weekends. I gennemsnit drejede det sig om 3-4 aftener månedlig samt en enkelt weekend en gang imellem. På de tidspunkter, hvor ansøgeren arbejdede i forsamlingshuset, havde hendes ægtefælle fri og kunne påtage sig pasningen af barnet. Ansøgerens ekstraarbejde var således uden betydning for barnets pasning. Samtidig med standsningen af hjælpen besluttede det sociale udvalg at kræve tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, jf. § 25, stk. 1, idet der dog i henhold til lovens § 27 ikke aktuelt kunne træffes aftale om tilbagebetaling på grund af familiens økonomiske forhold.

Ankenævnet fandt, at der burde bortses fra ansøgerens arbejde som vært i forsamlingshuset i forbindelse med ydelsen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens lejlighedsvise arbejde foregik udenfor normal arbejdstid. Efter nævnets opfattelse havde socialudvalget således med urette standset udbetalingen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste pr. 1. september 1983. Som en følge heraf ophævede nævnet det af det sociale udvalg fremsatte krav om tilbagebetaling af den for perioden 1. januar - 31. august 1983 ydede kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Det sociale udvalg anførte, at nævnets afgørelse i sin yderste konsekvens åbnede mulighed for, at der skulle ydes lønkompensation for tabt arbejdsfortjeneste inden for normal arbejdstid, det vil sige tidsrummet fra kl. 7.00 til kl. 16.00, hvorefter der skulle ses bort fra indtægter, som erhvervedes udenfor dette tidsrum. Udvalget anførte videre, at ansøgeren havde optrappet sin tilknytning til arbejdsmarkedet samtidig med, at der krævedes lønkompensation.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 48, stk. 1. Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, punkt 54 j.

Under hensyn til at ansøgerens arbejde foregik lejlighedsvis og uden for normal arbejdstid, finder Ankestyrelsen, at der ved fastsættelse af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for de eftermiddagstimer, hvor ansøgeren er nødt til at passe det handicappede barn, bør bortses fra indtægten ved ansøgerens aften- og weekendarbejde.

Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

12.06.1986

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 48 § 27 § 26 § 25

Journalnummer 

20339-84