Ankestyrelsens principafgørelse U-4-86

1986

Resume:

En gymnasielærer pådrog sig en tandskade under deltagelse i en musikprøve med skolens orkester. Der var tale om en aktivitet, der lå inden for rammerne af ansættelsesaftalen. Ankestyrelsen fandt, at tandskaden skyldtes pågældendes arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregik. Tandskaden måtte derfor henføres under arbejdsskadeforsikringsloven.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 - § 9

En gymnasielærer havde indgivet anmeldelse om, at han under en prøve med gymnasiets skoleorkester, hvori han var deltager, havde beskadiget en fortand. Skaden var sket, da pågældende under en prøve med skolens orkester rykkede sin stol lidt tilbage, hvorved han stødte baghovedet mod en lyskasse. Dette bevirkede, at mundstykket på lærerens trompet slog ind på hans tænder og beskadigede en fortand.

Sikringsstyrelsen fandt, at den anmeldte skade ikke hørte under den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, da skaden ikke var indtruffet under udførelse af det arbejde, som læreren var antaget til.

Læreren anførte, at skoleorkestret var et socialt og kulturelt tilbud til skolens elever, og at lærernes deltagelse i orkestret var nødvendigt for at sikre dette tilbuds fortsatte beståen. Læreren betragtede derfor sin deltagelse i orkestret som en aktivitet, der lå inden for rammerne af den gældende overenskomstaftale.

Lærerens faglige organisation udtalte bl.a., at tjenestetiden for lærere ved gymnasieskoler er fastsat under hensyntagen til, at den ansatte, udover forberedelsen og gennemførelsen af undervisningen, er forpligtet til at varetage en række opgaver uden direkte forbindelse med undervisningen. Dette omfatter bl.a. nogle administrative funktioner, forældre- og elevkontakt og tværfagligt pædagogisk samarbejde, ligesom det forventes, at lærerne i rimeligt omfang tager del i de aktiviteter, der iværksættes på skolen såsom frivillig idræt, musik o.lign.

På baggrund af de synspunkter og oplysninger der er anført i skadelidtes anke og i udtalelsen fra skadelidtes faglige organisation, finder Ankestyrelsen, at den anmeldte tandskade skyldes pågældendes arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregik. Ankestyrelsen finder således, at tandskaden må henføres under arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsen ændrer således Sikringsstyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til Sikringsstyrelsen til afgørelse af, hvilke ydelser der herefter tilkommer pågældende efter loven.

Dato for underskrift

05.05.1986

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 9

Journalnummer 

14814-84