En folkepensionist F, anmodede den 29. august 1986 telefonisk socialforvaltningen om hjælp til betaling af et par briller, der kostede 2.238 kr. Brillerne kunne afhentes hos optikeren samme dag.
F blev oplyst om, at der kunne ydes et personligt tillæg på 776 kr. til delvis dækning af udgiften.
F angav, at hun ikke havde midler til at afholde den resterende del af udgiften.
Sagsbehandleren gav herefter tilsagn om, at socialforvaltningen ville udlægge beløbet. Samtidig blev F underrettet om, at det udlagte beløb ville blive modregnet i 4 måneders pensionsudbetaling fra 1. oktober 1986.
F meddelte den 1. september 1986 socialforvaltningen, at hun ikke kunne acceptere afgørelsen om størrelsen af det personlige tillæg til brillerne, og at hun derfor ikke ville tilbagebetale restbeløbet på 1.462 kr.
Den 18. september 1986 anmodede F om en skriftlig meddelelse om, hvorledes de 1.462 kr. skulle afdrages.
Det var over for socialforvaltningen oplyst, at F af optikeren var orienteret om, at hvis hun valgte briller af en bestemt serie, ville hun kunne få dem til 776 kr. F havde afvist at købe disse briller med rigtige glas, idet hun ønskede letvægtsglas.
Socialforvaltningen sendte F en formular til erklæring om tilbagebetaling af personligt tillæg og fastholdt således, at det udlagte beløb på 1.462 kr. skulle tilbagebetales. I klagen anførte F, at det ikke var specificeret, efter hvilke pkt. i § 43, stk. 1 i lov om social pension, tilbagebetaling var krævet.
Hun henviste endvidere til, at det i den fremsendte tilbagebetalingserklæring var anført, at det tilbagebetalingspligtige beløb kunne modregnes i den sociale pension i henhold til § 47, stk. 2, i lov om social pension, men at denne bestemmelse vedrører for meget udbetalt pension, hvilket efter hendes opfattelse ikke var det samme som personligt tillæg.
F anførte ved brev af 20. januar 1987 over for Ankestyrelsen bl.a. følgende: "Pensionskontoret havde meddelt mig, at man rent undtagelsesvis ville betale mine briller. Man ville trække 365 kr. hver måned af min pension. Man begrundede det med, at min økonomi var uforsvarlig. "
Lovgrundlag: Lov om social pension § 1, § 43, stk. 1, nr. 1 og § 47, stk. 2.