Ankestyrelsens principafgørelse O-36-87

1987

Resume:

Der blev givet tilskud til betaling af køreundervisning til moderen til et 6-årigt multihandicappet barn, der tidligere havde fået bevilget støtte til køb af bil.

Faderen havde kørekort, men han havde på grund af sine arbejdsmæssige forhold vanskeligt ved at køre for barnet, når det var nødvendigt. Moderen havde ikke erhvervsarbejde, men hun modtog erstatning for tabt arbejdsfortjeneste .

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at den tidligere givne bevilling af støtte til køb af bil skønnedes at kunne udnyttes på den bedste og mest effektive måde, såfremt moderen var i besiddelse af kørekort . ________________________________________________________

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1 og § 58, stk. 3

En kvinde søgte tilskud til køreundervisning. Hun var gift og havde to børn, hvoraf det ene var multihandicappet på grund af en hjerneskade. Dette barn havde tidligere fået bevilget støtte til en bil, som skulle køre faderen. Han havde imidlertid natarbejde, og det var derfor belastende ham at skulle køre for moderen og barnet på forskellige tider af dagen.

Ansøgeren havde ikke erhvervsarbejde, men modtog erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48.

Revaliderings- og Pensionsnævnet gav afslag på tilskud til køreundervisning. Nævnet fandt, at faderen kunne være chauffør for barnet i et sådant omfang, at barnets kørselsbehov dermed kunne dækkes på rimelig måde.

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

På baggrund af oplysningerne om ansøgerens og ægtefællens arbejdsforhold og øvrige forhold skønner Ankestyrelsen, at hun er berettiget til tilskud til betaling af køreundervisning. Ankestyrelsen har ved sin afgørelse lagt vægt på, at den tidligere givne bevilling af støtte til anskaffelse af motorkøretøj skønnes at kunne udnyttes på den bedste og mest effektive måde, såfremt også ansøgeren er i besiddelse af kørekort. Ankestyrelsen ændrer således Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse.

Dato for underskrift

25.06.1987

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 48 § 1 § 58

Journalnummer 

30147-85