Ankestyrelsens principafgørelse O-18-87

1987

Resume:

Ved vurdering af en ansøgers behov for hjælp til diætkost på grund af sukkersyge skulle der ses bort fra hans invaliditetsydelse, som var tildelt på et andet grundlag end sukkersyge. ________________________________________________________

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 46, stk. 1

En ansøger søgte i januar 1986 det sociale udvalg om hjælp til betaling af diætkost på grund af sukkersyge. Ifølge budgetskema for 1986 udgjorde familiens samlede årlige indtægter 158.728 kr. Heri var medregnet ansøgerens invaliditetsydelse. Efter fradrag af de af socialudvalget godkendte faste udgifter samt merudgifter til kost havde familien et rådighedsbeløb på 94.958 kr. årligt svarende til 7.913 kr. månedlig til underhold m.v.

Det sociale udvalg gav afslag på hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, da ansøgeren efter oplysningerne om hans og familiens økonomiske forhold selv måtte kunne afholde merudgifterne til kost. Udvalget lagde herved vægt på, at underholdsbeløbet efter bistandslovens § 37 til et ægtepar med to børn udgjorde 5.327 kr. månedlig (pr. 1. januar 1986).

Over for amtsankenævnet anførte ansøgeren bl.a., at han modtog invaliditetsydelse på grund af amputation af begge ben under knæene. Ansøgeren færdedes med benproteser. Ansøgeren oplyste endvidere, at han siden januar 1986 havde haft en indtægtsforøgelse på 388 kr. månedlig. Merudgifterne til diætkost på grund af ansøgerens sukkersyge var anslået til kr. 390 kr. månedlig.

Amtsankenævnet lagde til grund, at familiens samlede månedlige nettoindtægter udgjorde ialt 12.228 kr. excl. ansøgerens invaliditetsydelse på 1.387 kr. Efter fradrag af de af amtsankenævnet godkendte faste udgifter på ialt 7.048 kr. - incl. udgifter på 390 kr. til diætkost - resterede der et månedligt beløb til underhold m.v. på ialt 5.180 kr. Dette beløb var af en sådan størrelse, at det efter nævnets opfattelse berettigede ansøgeren til hjælp i henhold til bistandslovens § 46, stk. 1.

I modsætning til det sociale udvalg fandt nævnet, at invaliditetsydelsen i ansøgerens situation blev udbetalt med det særlige formål at kompensere for de merudgifter, ansøgeren havde haft som følge af benamputationerne, og som ikke var medtaget i opgørelsen over ansøgerens faste udgifter. Nævnet havde i det væsentlige godkendt alle faste udgifter, idet der var taget hensyn til, at ansøgeren på grund af sit handicap havde udgifter til transport samt vedligeholdelse af fast ejendom og bil, som forekom rimelige. Nævnet pålagde herefter det sociale udvalg at yde hjælp til ansøgeren efter bistandslovens § 46, stk. 1, til diætkost med ca. 400 kr. månedlig. Nævnet bemærkede samtidig, at testmidler, der i forbindelse med ansøgerens sukkersyge hidtil havde været bevilget i henhold til bistandslovens § 58, skulle ydes efter lovens § 46, stk. 1.

Det sociale udvalg anførte, at efter udvalgets opfattelse skulle invaliditetsydelsen løbende dække ansøgerens merudgifter i forbindelse med hans handicaps, både dem der udløste invaliditetsydelsen, og dem der senere var kommet til, og som isoleret set måske kunne havde udløst en sådan ydelse. Derfor blev invaliditetsydelsen medtaget ved beregningen af rådighedsbeløbet, og ud fra det fremkomne beløb skønnedes ansøgeren selv at kunne afholde den omhandlede udgift. ___________________________________________________________________________________

Ankestyrelsen er enig med amtsankenævnet i, at der ved den økonomiske behovsvurdering efter bistandslovens § 46, stk. 1, skal ses bort fra invaliditetsydelsen. Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.

Sagen hjemvises til det sociale udvalg til vurdering af behovet for hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, under hensyntagen til de merudgifter, der må anses for dækket gennem den tillagte invaliditetsydelse, samt til udgifterne ved anvendelsen af testmidler.

Dato for underskrift

24.02.1987

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 37 § 46 § 58

Journalnummer 

20562-86