En gift kvinde søgte i oktober 1985 førtidspension som 51-årig på grund af en ryglidelse. Om ansøgerens arbejdsmæssige forhold var det oplyst, at hun havde været beskæftiget ved landbrug, fabriks- og rengøringsarbejde, og at hun i en periode på 10 år havde haft sæsonarbejde på fuld tid. Ansøgeren havde endvidere haft længerevarende ledighedsperioder. Seneste arbejdsforhold før sygemeldingen havde været fuldtidsarbejde som køkkenassistent i 5 måneder.
Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte ansøgeren forhøjet almindelig førtidspension, jf. § 14, stk. 3, nr. 1. Ansøgningen blev vurderet i forhold til deltidsarbejde og husligt arbejde i hjemmet. Ved valget af bedømmelsesgrundlaget lagde nævnet vægt på, at ansøgeren ikke i de senere år havde haft varigt fuldtidsarbejde.
Ansøgerens fagforbund anførte ved indankningen, at ansøgeren siden 1965 havde været fuldtidsforsikret og dermed arbejdssøgende på fuld tid. Forbundet henviste endvidere til, at ansøgeren i de perioder, hvor hun ikke havde haft arbejde, var mødt til kontrol på arbejdsformidlingen og havde fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge.
Forbundet fandt derfor, at ansøgeren burde vurderes i forhold til hendes muligheder for at udføre et fuldtidsarbejde.
Lovgrundlag: Lov om social pension § 14 og § 15.