Ankestyrelsens principafgørelse O-22-88

1988

Resume:

Der blev givet afslag på udvidet støtte til bil til et 4-årigt barn med spastiske lammelser, som benyttede en sammenklappelig specialstol.

Barnet kunne hverken stå eller sidde uden brug af hjælpemidler, og det var derfor ifølge forældrene nødvendigt at medbringe enten specialstolen, som sammenklappet målte 90x54x83 cm, eller en usammenklappelig tvillingklapvogn, som både det handicappede barn og et yngre barn kunne være i.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der efter det oplyste om barnets helbredstilstand ikke fandtes at foreligge sådanne særlige forhold i forbindelse med invaliditeten, som nødvendiggjorde benyttelse af en større eller dyrere bil.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. marts 1987 - § 58

Forældrene til et 4-årigt barn med spastiske lammelser i arme og ben søgte om udvidet støtte til køb af en stationcar. Det var oplyst, at barnet hverken kunne stå eller sidde uden støtte og anvendte en specialstol. I løbet af nogle år forventedes det at blive nødvendigt med kørestol, formentlig en sammenklappelig kørestol.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på ansøgningen om udvidet støtte.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der efter det oplyste om barnets helbredstilstand ikke fandtes at foreligge sådanne særlige forhold i forbindelse med invaliditeten, som nødvendiggjorde benyttelse af en større eller dyrere bil.

Afgørelsen var indanket af forældrene, som henviste til, at det var nødvendigt at medbringe enten specialstolen, som i sammenklappet stand målte 90 x 54 x 83 cm, eller en (usammenklappelig) tvillingeklapvogn,som både det handicappede barn og et yngre barn kunne være i.

Ankestyrelsen tiltræder revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse med den deri givne begrundelse.

Dato for underskrift

15.04.1988

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 58

Journalnummer 

30162-87