Ankestyrelsens principafgørelse P-20-88

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 4 og § 14, stk. 3, nr. 3

En 59-årig enlig kvinde K ansøgte i august 1985 om førtidspension, "om muligt fra 1. januar 1986". Hun var i arbejde 34 timer om ugen og turde ikke opsige dette, førend hun var sikker på at kunne få førtidspension.

K fyldte 60 år i januar 1986. Forinden havde hun i december været til en samtale i socialforvaltningen, hvor man ikke orienterede hende om betydningen af arbejdsophør inden det fyldte 60. år.

I marts 1986 fik hun telefonisk fra revaliderings- og pensionsnævnet at vide, at hun skønnedes berettiget til førtidspension og kunne få forskud derpå fra 1. juli 1986, hvis hun opsagde sit arbejde til den 1. juni, hvilket hun herefter gjorde.

I skrivelse af 12. juni 1986 sendte revaliderings- og pensionsnævnet K følgende afgørelse om tilkendelse af pension:

"Fra den 1. juni 1986 (arbejdsophør) er De berettiget til forhøjet almindelig førtidspension i henhold til lovens § 14, stk. 3, nr. 3, jf. stk. 4, idet Deres sociale og helbredsmæssige forhold skønnes at tale derfor. "

I skrivelse af 1. juli 1986 sendte revaliderings- og pensionsnævnet K følgende afgørelse om tilkendelse af pension:

"Fra den 1. juni 1986 (arbejdsophør) er De berettiget til almindelig førtidspension i henhold til lovens § 14, stk. 3, nr. 3, jf. stk. 4, idet Deres sociale og helbredsmæssige forhold skønnes at tale derfor.

Den tidligere udsendte kendelse annulleres samtidig. " Afgørelsen blev anket af K, som navnlig henviste til, at socialforvaltningen ikke i tide havde orienteret hende om betydningen af, at hun fortsatte med at arbejde efter det fyldte 60. år. Hun var gået ud fra som selvfølgeligt, at det var ansøgningstidspunktet og ikke tidspunktet for arbejdsophør, der var afgørende for, om der kunne tilkendes forhøjet almindelig førtidspension. Hun mente derfor, at man ved samtalen i december 1985 burde have gjort helt klart for hende, hvad det indebar, at hun fortsatte med at arbejde til efter det fyldte 60. år. Hvis hun havde fået denne oplysning, ville hun ikke have været i tvivl om, at hun ville have fastholdt datoen 1. januar 1986 for opsigelsen af sit arbejde, jf. ansøgningen.

Lovgrundlag: Lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3, jf. stk. 4.

Efter oplysningerne om K's helbredstilstand og øvrige forhold, herunder navnlig hendes arbejdsforhold, finder Ankestyrelsen, at der ikke har været grundlag for at tilkende hende førtidspension fra et tidligere tidspunkt end nævnet bestemt, og der kan derfor ikke tilkendes forhøjet førtidspension.

Ankestyrelsen har bl.a. lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger helbredsmangler, som kunne begrunde tilkendelse af pension.

Ankestyrelsen tiltræder derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

K indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand, som udtalte, at det efter oplysningerne i sagen om K's arbejdsindtægter indtil den 1. juni 1986 ikke kunne give ham anledning til kritik, at Ankestyrelsen først fra den 1. juni 1986 fandt K berettiget til almindelig førtidspension.

Da K på dette tidspunkt var fyldt 60 år, kunne der efter § 14, stk. 4, alene tilkendes hende almindelig (ikke forhøjet almindelig) førtidspension.

Den omstændighed, at K med skrivelse af 12. juni 1986 fra revaliderings- og pensionsnævnet fik meddelelse om, at hun var anset for berettiget til forhøjet almindelig førtidspension - en afgørelse, som var i strid med bestemmelsen i § 14, stk. 4 - kunne efter Ombudsmandens opfattelse ikke tillægges afgørende betydning.

Han var enig med K i, at det havde været ønskeligt, om socialforvaltningen havde givet K vejledning om, at førtidsbeløbet til den almindelige førtidspension alene kunne ydes, hvis hun på det tidspunkt, fra hvilket hun fandtes berettiget til pension, endnu ikke var fyldt 60 år. Den manglende vejledning kunne imidlertid ikke føre til, at hun tilkendtes den almindelige forhøjede førtidspension.