Ved bedømmelse af, om tilfældet kan henføres under arbejdsskadeforsikringsloven, finder Ankestyrelsen, at der må lægges mest vægt på de oplysninger om hændelsesforløbet, som fremgår af den skriftlige anmeldelse den 13. juli 1984, D's svar af 12. september på forsikringsselskabets spørgeskema og hendes brev af 9. november 1984 til Sikringsstyrelsen.
Det fremgår ikke af ovennævnte skrivelser, at D skulle have været udsat for et ulykkestilfælde, eller hvad dermed kan ligestilles i forbindelse med rygsmerternes opståen.
Tilfældet kan derfor ikke anerkendes som en arbejdsskade i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, hvorfor der heller ikke kan udbetales D ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven i forbindelse med rygsmerternes opståen den 14. maj 1984.
Ankestyrelsen ændrer således Sikringsstyrelsens afgørelse.
D anlagde sag mod Ankestyrelsen ved Østre Landsret.
Under domsforhandlingen tilkendegav landsretten efter votering, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at den ryglidelse, hun havde pådraget sig var en arbejdsskade i arbejdsskadeforsik ringslovens forstand. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren efterfølgende havde uddybet og ændret sin forklaring vedrørende årsagen til skadens opståen. Landsretten henstillede derfor til sagsøgeren, at hun hævede sagen.
Sagsøgeren hævede herefter sagen, som ved et efterfølgende retsmøde blev hævet som forligt.