Ankestyrelsens principafgørelse O-37-88

1988

Resume:

Der blev givet støtte til køb af bil til en 22-årig ansøger, der modtog invalidtetsydelse på grund af følger efter udtalt leddegigt i barnealderen.

Ansøgeren havde deforme led, og gangen var vraltende med stive knæ og meget lidt afvikling af fodleddene. Hun havde indenfor det sidste år været sygemeldt i længere tid på grund af smerter og væskeansamlinger i knæleddene. Hun kunne gå 1 km i godt vejr. Ud over kørsel til arbejdsstedet, der lå ca. 400 meter væk, og hvor ansøger var elev med støtte i henhold til bistandslovens § 42, skulle bilen bruges i forbindelse med fritidsundervisning 2 gange ugentligt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der skønnedes at være kørselsbehov i forbindelse med undervisning og uddannelse og i andre sociale sammenhænge samt, at der fandtes at foreligge et skånebehov

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58

En ansøger, født 1965, der modtog invaliditetsydelse, søgte i august 1985 om støtte til køb af bil.

Ansøgeren led af følgerne efter udtalt leddegigt i barnealderen med deforme led.

Ifølge de lægelige oplysninger var ansøgerens gang vraltende med stive knæ og meget lidt afvikling af fodleddene. Muskulaturen i benene var noget atrofisk, og der var hævelse af knæleddene. Ansøgeren havde i 1987 været sygemeldt i ca. 2 måneder og delvis sygemeldt i yderligere 2 måneder på grund af smerter og væskeansamlinger i knæleddene.

Ansøgeren begyndte pr. 1. januar 1986 som elev i en kommune med støtte i henhold til bistandslovens § 42.

Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet ca. 400 m til det sted, hvor hun for tiden var under uddannelse.

Ansøgeren kunne gå 1 km og cykle i godt vejr, men ikke når det var glat eller blæste. Der var 100 m til nærmeste busstoppested.

Udover kørsel til arbejde skulle bilen anvendes i forbindelse med bl.a. fritidsundervisning 2 gange ugentligt.

Revaiderings- og pensionsnævnet meddelte afslag på støtte til køb af bil. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at ansøgerens evne til at færdes ikke var nedsat i det omfang loven krævede.

Sagen blev anket af ansøgeren.

Social- og sundhedsforvaltningen oplyste, at ansøgeren gennem de sidste ca. 2 år ikke havde været i stand til at cykle som følge af problemer med især knæled samt morgenstivhed. Hun anvendte i stedet taxa eller blev kørt af sin fader.

På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige og øvrige forhold skønner Ankestyrelsen, at ansøgeren opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen ændrer således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Nævnet vil herefter give ansøgeren tilsagn om støtte på sædvanlige vilkår efter bekendtgørelsens regler.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at der skønnes at være kørselsbehov i forbindelse med undervisning og uddannelse og i andre sociale sammenhænge, samt at der findes at foreligge et skånebehov.

Dato for underskrift

15.05.1988

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 42 § 58

Journalnummer 

30413-86