Ankestyrelsens principafgørelse O-33-88

1988

Resume:

Der kunne ydes hjælp til boligændring i form af trappelift til en ansøger, der havde leddegigt og var opereret i begge hofter og knæ.

Han kunne kun færdes i kørestol og kunne ikke komme på gaden uden særlige hjælpeforanstaltninger.

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 59

En 70-årig mand M søgte om hjælp til etablering af en trappelift.

Det var oplyst, at M havde leddegigt og var opereret i begge hofter og knæ.

M kunne kun færdes i kørestol og kunne ikke komme på gaden uden særlige hjælpeforanstaltninger.

M beboede en lejlighed i stueetagen, men således at der var en trappe på 5 trin fra gadedøren til hans hoveddør.

Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på den ansøgte trappelift og begrundede afslaget med, at de omfattende omkostninger ved etablering af lift ikke i væsentlig grad skønnedes at kunne formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem.

Social- og sundhedsforvaltningen var af den opfattelse, at der kun under særlige omstændigheder, fx af arbejds- eller studiemæssige hensyn, ville være mulighed for etablering af lift.

Afgørelsen var indanket af M.

Social- og sundhedsforvaltningen oplyste på Ankestyrelsens forespørgsel om dokumentation for omkostningerne ved etablering af trappelift, at der ikke af forvaltningen var indhentet tilbud herpå.

Socialstyrelsen oplyste overfor Ankestyrelsen, at udgifterne til etablering incl. indkøb af en trappelift anslås til 40.000 - 50.000 kr., og at liften senere ville kunne anvendes andetsteds. Socialstyrelsen udtalte i øvrigt vejledende, at etablering af en trappelift naturligt falder ind under de boligændringer, hvortil der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 59, og bl.a. er nævnt i en vejledning, som Socialstyrelsen i 1987 sammen med Boligministeriet udsendte om ældres boligforhold.

Ankestyrelsen finder, at betingelserne i bistandslovens § 59 for at yde hjælp til det ansøgte er opfyldt.

Ankestyrelsen pålægger således social- og sundhedsforvaltningen at yde økonomisk støtte til etablering af en trappelift.

Dato for underskrift

15.05.1988

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 4. marts 2017, da den er erstattet af principafgørelse 13-17.

Paragraf

§ 59

Journalnummer 

14978-87