Forældrene til et 5 år gammelt barn med svære spastiske lammelser søgte om udvidet støtte til køb af en stationcar. Det var oplyst, at barnet benyttede en el-kørestol, som vejede 80 kg uden tilbehør, og som ikke kunne anbringes i en almindelig personbil. Barnet var i daginstitution beliggende ca. 1 1/2 km fra hjemmet.
Revaliderings- og pensionsnævnet bevilgede støtte udover den sædvanlige låneramme til køb af en stationcar.
Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg, som fandt, at der ikke var grundlag for at yde udvidet støtte.
Socialudvalget henviste til, at barnets daglige transportbehov til og fra institutionen kunne klares alene ved hjælp af kørestolen.
Forældrene gjorde gældende, at det ikke var rimeligt at forvente, at barnet ville være i stand til at køre strækningen hjem/fritidshjem retur hver dag i al slags vejr.
Forældrene anførte videre, at det måtte formodes at være begrænset, hvor meget sne el-kørestolen kunne forcere, og at kørestolen ifølge leverandøren ikke måtte udsættes for kraftigt regnvejr.