Ankestyrelsens principafgørelse P-27-87

1988

Resume:

En 58-årig gift mand, som led af slidgigt, bronchitis og tendens tildepressioner, opfyldte ikke betingelserne for at få tilkendt førtids pension efter vurderingsgrundlaget supplerende selverhverv.

Om ansøgerens beskæftigelsesforhold var det oplyst, at han i 1950 havde etableret selvstændig forretning, men havde afhændet denne i 1982, dels på grund af svigtende helbred, dels fordi forretningen ikke var rentabel. Ansøgeren fik herefter kontanthjælp.

Ansøgeren havde 2 gange tidligere i 1980 og 1982 fået afslag på førtidspension ud fra bedømmelsesgrundlaget fuldt selverhverv.

Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre, at revaliderings- og pensionsnævnet havde anvendt bedømmelsesgrundlaget supplerende selverhverv.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14 og § 15

En gift mand søgte i marts 1985 førtidspension som 58-årig. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på pension i 1980 og 1982, tiltrådt af Ankestyrelsen i 1983. Ved de tidligere ansøgninger var ansøgeren blevet vurderet i fuldt selverhverv. Om ansøgerens beskæftigelsesforhold var det oplyst, at han i 1950 havde etableret selvstændig forretning, men at han havde afhændet denne i 1982, dels på grund af svigtende helbred, dels fordi forretningen ikke var rentabel. Ansøgeren fik herefter kontanthjælp efter bistandsloven. Hustruen, som havde været medhjælpende ægtefælle, fik lønarbejde og senere arbejdsløshedsdagpenge med højeste beløb.

Ansøgerens helbredsmæssige klager var slidgigt, bronchitis og tendens til depressioner.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til førtidspension. Nævnet vurderede erhvervsevnenedsættelsen i forhold til deltidsarbejde og det huslige arbejde i hjemmet. Nævnet begrundede valget af bedømmelsesgrundlaget med, at ansøgeren ikke i de senere år havde haft varigt fuldtidsarbejde.

Afgørelsen var anket af ansøgeren.

Lovgrundlag: Lov om social pension § 14 og § 15.

Ankestyrelsen finder, at ansøgeren ikke opfylder lovens betingelser for at få tilkendt førtidspension.

Ankestyrelsen har fundet, at ansøgerens erhvervsevne ikke er nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold og heller ikke er nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige og andre grunde, da der efter oplysningerne om ansøgerens og ægtefællens indtægtsforhold ikke skønnes at være et varigt behov for forsørgelse.

Ankestyrelsen finder heller ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få tilkendt førtidspension selv om bedømmelsesgrundlaget var fuldt selverhverv, men finder i øvrigt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre det af nævnet fastsatte vurderingsgrundlag.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.01.1988

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 14 § 15

Journalnummer

3472-86