Ankestyrelsens principafgørelse B-1-89

1989

Resume:

En kvinde, der fødte i november 1987, blev anset for berettiget til udbetaling af børnetilskud med virkning fra januar kvartal 1988, uanset hun først den 7. januar indgav ansøgning. Ansøgningen blev anset for indgivet inden udgangen af oktober kvartal, da hun allerede i oktober 1987 havde anmodet socialforvaltningen om hjælp i forbindelse med fødslen. Socialforvaltningen havde først med udløbet af fristen for ansøgning vejledt om muligheden for at få børnetilskud.

Det indgik i overvejelserne ved afgørelsen, at socialforvaltningen har vejledningspligt og var orienteret om kvindens situation.

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 28

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. april 1992 - § 6 og § 10

Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 -

En 17-årig enlig kvinde fødte den 5. november 1987 en søn. Hun havde inden fødslen rettet henvendelse til kommunen med henblik på hjælp. Hun fik i december måned 1987 udbetalt kontanthjælp med fuldt børnetillæg samt hjælp til babyudstyr.

Kvinden modtog den 2. januar 1988 meddelelse fra kommunen om muligheden for at ansøge om børnetilskud, og hun søgte den 7. januar 1988 om ordinært og ekstra børnetilskud.

Det sociale udvalg fandt herefter, da ansøgningen først var modtaget den 7. januar 1988, at børnetilskud tidligst kunne udbetales fra april kvartal 1988.

Ankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse med udvalgets begrundelse.

Afgørelsen blev anket af ansøger.

Sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på stillingtagen til, om kommunen havde opfyldt sin vejlednings- og rådgivningsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 28, samt om dette i benægtende fald burde føre til, at der måtte ses bort fra den for sene indgivelse af ansøgningen. Ankenævnet bemærkede, efter at sagen var indanket for Ankestyrelsen, at nævnet på baggrund af oplysningerne om, at ansøger allerede før den 11. oktober 1987 havde rettet henvendelse til socialforvaltningen, og at denne henvendelse resulterede i, at hun blev orienteret om sine rettigheder i henhold til bistandsloven, at hun modtog kontanthjælp for december måned 1987med fuldt børnetillæg, at det ikke kunne udelukkes, at meddelelsen om muligheden for at få ordinært børnetilskud først var afsendt den 30. december 1987, samt at kommunekontoret var lukket den 31. december 1987, var mest tilbøjelig til at mene, at ansøgers henvendelse i oktober 1987 måtte sidestilles med en ansøgning om børnetilskud.

Ankenævnet henviste endvidere til, at ansøger ikke sås at være vejledt om reglerne om indgivelse af ansøgning om børnetilskud.

Da Ankestyrelsen havde antaget sagen til principiel behandling, fandt ankenævnet dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Lovgrundlag: Børnetilskudsloven, § 6 og § 10. Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, pkt. 18, afsnit 6. Bistandslovens § 28.

Ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud måtte betragtes som indgivet inden udgangen af oktober kvartal 1987, således at udbetaling ville kunne ske med virkning fra januar kvartal 1988.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger allerede i oktober måned 1987 anmodede socialforvaltningen om hjælp i forbindelse med sin søns fødsel, men at socialforvaltningen først orienterede om muligheden for udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud ved udgangen af oktober kvartal 1987 samtidig med udløbet af fristen for ansøgning om de nævnte tilskud for januar kvartal 1988.

Det indgik endvidere i Ankestyrelsens overvejelser, at det sociale udvalg efter bistandslovens § 28 har en forpligtelse til at tilbyde rådgivning og vejledning til enhver, som må antages at trænge hertil, og at socialforvaltningen, som udbetalte kontanthjælp til ansøger efter bistandsloven i forbindelse med fødslen den 5. november 1987, således var fuldt ud orienteret om ansøgers situation.

Dato for underskrift

17.07.1989

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 19. februar 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 10 § 6 § 28

Journalnummer

20450-88