Ankestyrelsens principafgørelse P-4-89

1989

Resume:

Udlandsdansker i Spanien med indtægt under udelukkelsesgrænsen fik tilkendt førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 2.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14 og § 15

M, der var gift, søgte om førtidspension i december 1986, som 62 årig.

Han var holdt op med at arbejde i 1974 af helbredsmæssige grunde (lungelidelse) og havde siden efter lægeligt råd boet i Spanien, hvor han havde levet af opsparet formue.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension, idet nævnet ud fra de lægelige oplysninger fandt, at M's invaliditet ikke havde en sådan sværhedsgrad, at der kunne tilkendes pension.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke inden for de seneste år var sket en ændring af det hidtidige leveniveau.

Afgørelsen blev anket af M, der henviste til, at hans leveniveau var ændret, fordi han "spiste" af formuen med formindsket afkast til følge.

M opfyldte betingelserne for at få tilkendt almindelig førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3. nr. 2, fra 1. januar 1987.

Ankestyrelsen lagde herved bl.a. vægt på, at M's indtægter efter det oplyste i 1987 havde udgjort ca. 91.000 kr., og at der ikke i bekendtgørelsen er hjemmel til at fravige udelukkelsesgrænsen på grund af et eventuelt lavere omkostningsniveau i Spanien.

Ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget var ikke medregnet formuetillæg, da dette forudsætter, at formuen er skattepligtig i Danmark.

Dato for underskrift

15.04.1989

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 14 § 15

Journalnummer 

4070-87