Ankestyrelsen henviste til, at det er en betingelse for udbetaling af børnetilskud, at barnet ikke er anbragt uden for hjemmet efter bistandsloven, ikke sammen med en indehaver af forældremyndigheden optaget i en døgnforanstaltning efter bistandsloven eller i øvrigt forsørges af offentlige midler, og at retten til børnefamilieydelse ligeledes er betinget af, at barnet ikke er anbragt uden for hjemmet i henhold til lov om social bistand eller i øvrigt forsørges af offentlige midler.
Videre henviste Ankestyrelsen til, at det af Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag fremgår, at under midlertidig indlæggelse til behandling på sygehus eller lignende anses barnet ikke for forsørget af offentlige midler. Hvis opholdet påregnes at blive af længere varighed, efter praksis mere end ca. 2 måneder, anses barnet dog for forsørget af offentlige midler under hele indlæggelsen.
Ankestyrelsen fandt herefter, at M ikke havde været berettiget til at få udbetalt forhøjet og ekstra børnetilskud samt børnefamilieydelse for april kvartal 1988 til sin datter.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at barnet den 1. april 1988 sammen med M opholdt sig på behandlingsinstitutionen, at varigheden af opholdet påregnedes at være mere end 2 måneder, og at barnet blev forsørget af offentlige midler, jf. lov om børnetilskud § 5, stk. 1, nr. 4, og lov om børnefamilieydelse § 2, stk. 1, nr. 4.
Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.