Ankestyrelsens principafgørelse P-21-89

1989

Resume:

En klient, der havde ophold på en institution for personer med vidt gående handicap, fik afslag på bistandstillæg under et midlertidigt ophold på Egmont Højskolen.

Der blev lagt vægt på, at det bistands- og plejebehov, som invaliditeten medførte, forudsattes at ligge inden for rammerne af den bistand, der kunne ydes af personalet på Egmont Højskolen, der havde fået særligt tilskud til dækning af udgifter til pleje af stærkt handicappede elever.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 16

M, født 1960, led af svær spastisk lammelse og var permanent kørestolsbruger. Han var endvidere moderat mentalt retarderet.

M havde ophold i en institution for personer med vidtgående handicap (bistandslovens § 112-institution).

M blev den 6. januar 1985 udskrevet fra institutionen med henblik på et ophold på Egmont Højskolen.

Højskoleopholdet varede fra 6. januar 1985 - 3. juni 1985, hvorefter M påny fik ophold i § 112-institutionen.

M havde behov for hjælp til bl.a. af- og påklædning og personligt toilette.

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte M højeste førtidspension med virkning fra 1. februar 1985.

Nævnet gav derimod afslag på bistands- og plejetillæg.

Sagen blev anket med henblik på tilkendelse af bistands- eller plejetillæg i den periode, hvor M havde ophold på Egmont Højskolen.

Lovgrundlag: Lov om social pension § 16.

M opfyldte ikke betingelserne for at få bistands- og plejetillæg. Der blev herved lagt vægt på, at det bistands- og plejebehov, som invaliditeten medførte, forudsattes at ligge inden for rammerne af den bistand, der kunne ydes af personalet på Egmont Højskole.

Ankestyrelsen henviste herved til, at M havde et bistandsbehov for hjælp til af- og påklædning af al personlig hygiejne, herunder toiletbesøg, men at han selv kunne spise, hvis maden var anrettet.

Ankestyrelsen henviste endelig til, at der ifølge finansloven var bevilget et særligt tilskud til Egmont Højskolen til dækning af højskolens udgifter til pleje af handicappede elever, således at højskolen kunne modtage stærkt handicappede elever i undervisningen.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.12.1989

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 16

Journalnummer

1335-89