Ankestyrelsens principafgørelse P-14-89

1989

Resume:

En efterlevende ægtefælle havde ikke ret til efterlevelsespension i et tilfælde, hvor den afdøde ægtefælle havde ophold på plejehjem, men endnu ved dødsfaldet fik udbetalt fuld folkepension.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 48

Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension -

Ægtefællerne M og H modtog begge folkepension.

Under aflastningsophold på plejehjem blev M syg og blev straks indstillet til midlertidigt ophold på hjemmet med bortfald af pensionen med udgangen af den følgende måned.

M afgik ved døden inden pensionen var bortfaldet.

Det sociale udvalg afslog at udbetale efterlevelsespension til H efter det tidspunkt, hvor pensionen skulle være bortfaldet. Udvalget henviste til pkt. 190 i Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984.

Amtsankenævnet fandt, at H var berettiget til sin og M's sammenlagte pensioner i 3 måneder fra udgangen af den måned, hvori M døde, jf. lov om social pension § 48.

Nævnet lagde vægt på, at M ved sin død stadig fik udbetalt sin fulde folkepension, og at samlivet derfor ikke kunne betragtes som ophævet. Nævnet pålagde derfor det sociale udvalg at udbetale H efterlevelsespension for yderligere 2 måneder.

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg.

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvorvidt det forud fastsatte tidspunkt for pensionensbortfald kunne tillægges betydning ved udbetaling af efterlevelses pension, når pensionen stadig udbetales fuldt ud ved dødsfaldet.

Lovgrundlag: Lov om social pension § 48.

Sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 5. september 1984 om ansøgning og udbetaling m.v. af social pension, § 5. Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension, pkt. 190.

Der var ikke grundlag for at udbetale efterlevelsespension til H efter den 31. oktober 1987, som var det tidspunkt, hvor M's pension skulle inddrages under plejehjemsophold.

Det forhold, at M afgik ved døden, inden den planlagte nedsættelse eller inddragelse af pensionen rent faktisk fandt sted, kunne således ikke føre til, at der skulle udbetales efterlevelsespension.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bestemte samtidig, at H ikke skulle tilbagebetale den efterlevelsespension, der i henhold til nævnets afgørelse var udbetalt af kommunen.

Dato for underskrift

15.09.1989

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 48

Journalnummer 

21217-88