Ankestyrelsens principafgørelse U-7-89

1989

Resume:

En skade, der indtraf i bil på vej hjem fra arbejdsstedet, blev ikke anset for en arbejdsskade.

I denne forbindelse var det uden betydning, at transporttiden efter aftale med arbejdsgiveren var indregnet i arbejdstiden, og at transporten, ligeledes efter aftale med arbejdsgiveren, foregik i skadelidtes egen bil mod særligt vederlag.

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 - § 1, stk. 1 og § 9, nr. 1

K skulle som ferieafløser på et postkontor i tiden 19. januar - 7. februar 1987 afløse posthusbestyreren på en mindre ø.

Arbejdstiden var på almindelige hverdage fra kl. 13.30 - 17.00 og på lørdage fra kl. 8.30-12.00.

Der var aftalt en minimumsbetaling på 4 timer for almindelige hverdage og på 5 timer for lørdage, idet det blev lagt til grund, at det var en ulempe, at K skulle foretage en længere rejse for at arbejde nogle få timer.

K benyttede efter aftale egen bil til transporten mellem hjem og arbejdssted mod betaling af en fast befordringsgodtgørelse på 13,50 kr. pr. dag.

K skulle ikke i forbindelse med transporten foretage nogen form for ærinde for arbejdsgiveren.

K var udsat for et trafikuheld på vej hjem fra arbejde.

Sikringsstyrelsen traf afgørelse om, at skaden ikke kunne anses for omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, idet skaden skete på vej til eller fra arbejdsstedet.

Ankestyrelsen tiltrådte Sikringsstyrelsens afgørelse med den givne begrundelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at K ikke i transporttiden skulle stå til rådighed for arbejdsgiveren.

K indbragte Ankestyrelsens afgørelse for Landsretten med påstand om, at Ankestyrelsen tilpligtedes at anerkende, at den skade, der overgik hende ved trafikuheldet, var omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen påstod frifindelse.

Landsretten tog Ankestyrelsens frifindelsespåstand til følge.

Retten lagde vægt på, at skaden indtraf, mens K var på vej hjem fra sit arbejdssted, uden at hun herunder skulle udføre noget arbejde. Arbejdsgiveren var uden indflydelse på den risiko, under hvilken hendes færden skete. At transporttiden efter aftale med arbejdsgiveren var indregnet i arbejdstiden, og at transporten ligeledes efter aftale om arbejdsgiveren foregik i K's egen bil mod særligt vederlag, var i denne forbindelse uden betydning.

Dato for underskrift

15.10.1989

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 1. april 2014, da den er erstattet af principafgørelse 23-14.

Paragraf

§ 1 § 9

Journalnummer 

13691-87322388