K flyttede ifølge folkeregistret den 12. december 1988 til en ny adresse samtidig med, at M tilflyttede samme adresse.
På baggrund af folkeregisteroplysningerne besluttede socialforvaltningen at standse udbetalingen af ordinært og ekstra børnetilskud for januar kvartal 1989 til både K og M. Der blev ikke givet K og M meddelelse om beslutningen.
Hverken K eller M reagerede på den manglende udbetaling af børnetilskud for januar kvartal, uanset at begge tidligere havde fået udbetalt børnetilskud for oktober kvartal 1988.
K reagerede heller ikke over den manglende udbetaling af børnetilskud i forbindelse med en telefonisk henvendelse til socialforvaltningen angående udbetaling af børnefamilieydelse for januar kvartal 1989.
Da der ikke var sket ændringer folkeregistermæssigt ved udgangen af marts måned 1989, og da der heller ikke forelå nogen ansøgning fra K udbetalte socialforvaltningen heller ikke børnetilskud for april kvartal 1989.
Udover at bo hos M havde K i perioden 13. marts - 31. marts 1989 ophold i en fængselsinstitution. Den 1. april 1989 flyttede hun til en ny adresse og den 24. april 1989 til en ny selvstændig bolig.
Ankenævnet godkendte, at kommunen havde afslået at udbetale ordinært og ekstra børnetilskud for januar kvartal 1989 til K. Nævnet fandt derimod K berettiget til udbetaling af børnetilskuddene for april kvartal 1989.
Nævnet henviste i sin afgørelse til, at nævnet ikke havde fundet, at alene det forhold, at der ikke efter bortfald af børnetilskudsydelsen i januar kvartal 1989 var indgået fornyet ansøgning før 1. april 1989, burde afskære K fra at modtage ydelserne, når betingelserne i øvrigt var opfyldt pr. 1. april 1989.
Nævnet lagde herved vægt på usikkerheden om, hvorvidt ydelserne var bortfaldet, herunder at K ikke fra kommunen havde fået meddelelse om beslutningen.
Sagen blev anket af kommunen, med henblik på spørgsmålet om der skal søges om ordinært og ekstra børnetilskud.
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om det forhold, at der har været usikkerhed om en ansøgers ret til børnetilskud for januar kvartal, fritager pågældende fra kravet om indgivelse af ansøgning, når pågældende allerede den 20. januar 1989 vidste, at der ikke blev udbetalt børnetilskud for januar kvartal, men først reagerede herpå den 27. april 1989.
Lovgrundlag: Børnetilskudslovens § 6 og § 24.