Resume:
Ankestyrelsen har behandlet yderligere 2 sager om tildeling af kontanthjælp til familier i tilfælde, hvor ægtefællen var tilrejst fra udlandet. (* 1) Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at bistandsloven gælder ens for alle, der opholder sig her i landet, jf. bistandslovens § 1. Der kan således ikke stilles andre eller større krav end ved familiesammenføring inden for landets grænser.
Der blev endvidere taget udgangspunkt i, at der - som forudsætning for at der kan ydes kontanthjælp efter bistandslovens § 37 - skal være sket en »social begivenhed«, dvs. sket ændringer, som bevirker, at ansøgeren er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.
Ankestyrelsen fandt, at hverken familiesammenføring eller indgåelse af ægteskab i sig selv var en social begivenhed, der udløste kontanthjælp.
Ankestyrelsen fandt derimod, at den tilrejsende ægtefælles opgivelse af arbejdet i hjemlandet, nødvendiggjort af flytningen til ægtefællen i Danmark, var en ændring i den tilrejsende ægtefælles forhold, som måtte anses for en social begivenhed i bistandslovens forstand.
Forudsat at bistandslovens øvrige betingelser for at modtage økonomisk hjælp var opfyldt, var den tilrejsende ægtefælle berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 37 fra ansøgningstidspunktet. -