Ankestyrelsens principafgørelse D-2-90

1990

Resume:

Arbejdsgiveren ikke forpligtet til at udbetale dagpenge efter genansættelse, idet den tidligere beskæftigelse var afsluttet mere end 13 uger før sygefraværet.

Afslag på refusion i dagpenge for udbetalt løn, da lønmodtageren ikke opfyldte betingelsen om 13 ugers tilknytning til arbejdsmarkedet før sygdommens indtræden.

Der er kommet nye regler på området

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 3, stk. 1, § 3, stk. 2 og § 26, stk. 1

Kommunen traf afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke havde ret til refusion i dagpenge for udbetalt løn i forbindelse med et sygefravær fra den 7. maj 1990.

Kommunen har begrundet afgørelsen med, at beskæftigelseskravet efter dagpengelovens § 3, stk. 2 var opfyldt, da den pågældende tidligere havde været beskæftiget hos samme arbejdsgiver.

Det fremgår af sagen, at lønmodtageren var ansat som dagplejer ved kommunen fra den 4. september til 22. december 1989 og på ny fra 16. februar 1990.

Ved henvendelse til kommunen har dagpengeudvalget fået oplyst, at den pågældende fik udbetalt kontanthjælp efter bistandsloven i intervallet mellem de nævnte ansættelsesperioder.

Dagpengeudvalget har på sit møde den 17. august 1990 truffet den afgørelse, at lønmodtageren ikke har haft ret til dagpenge fra arbejdsgiveren i forbindelse med sygefraværet den 7. maj 1990, da den pågældende hverken har været ansat i de sidste 13 uger hos arbejdsgiveren eller i dette tidsrum været beskæftiget i et tidligere ansættelsesforhold hos denne, jf. dagpengelovens § 3, stk. 1 og stk. 2.

Lønmodtageren har heller ikke været berettiget til dagpenge fra kommunen i forbindelse med sygefraværet, da hun ikke har været tilknyttet arbejdsmarkedet i 13 uger før sygdommens indtræden, og ikke på sygemeldingstidspunktet var dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2.

Dagpengeudvalget har endvidere truffet den afgørelse, at løn- og personalekontoret ikke har ret til refusion i dagpenge for udbetalt løn, idet en arbejdsgiver, der yder løn under fravær fra arbejdet, kun er berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den ansatte ellers ville have ret til fra kommunen, jf. dagpengelovnes § 26, stk. 1.

Dagpengeudvalget har således truffet den afgørelse, at arbejdsgiveren ikke er berettiget til refusion af den udbetalte løn, idet beskæftigelseskravet ikke er opfyldt i forhold til kommunen.

Dato for underskrift

15.09.1990

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 3 § 26 § 4

Journalnummer 

272-1290