Ankestyrelsens principafgørelse P-3-90

01-01-1990
Gammelførtidspensionloven Bortfald af formuetillæg Formue Pension Sociale forhold Tildeling Varigt forsørgelsesbehov Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet en række sager om tildeling af førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 3, til personer med en større likvid formue, men hvor forsørgelsesgrundlaget lå under udelukkelsesgrænsen.

Ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget indgik ansøgerens og eventuel ægtefælles samlede indtægter, der stod til rådighed for forsørgelsen.

Det var ikke udelukket, at der i ekstraordinære tilfælde ud fra en konkret vurdering kunne tages hensyn til en meget betydelig likvid formue, navnlig i tilfælde, hvor forsørgelsesgrundlaget lå lige under udelukkelsesgrænsen.

Sådanne ekstraordinære forhold forelå dog ikke i nogen af de behandlede sager.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14, stk. 3, nr. 3

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 14, stk. 3

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 288-90:

Gift kvinde K søgte om førtidspension i oktober 1988 som 62-årig.

K havde slidgigt i hofter og knæ, men ikke så meget, at de helbredsmæssige forhold i sig selv talte for førtidspension.

Vurderingsgrundlaget var supplerende selverhverv, da K havde haft deltidsarbejde udenfor hjemmet.

Forsørgelsesgrundlaget kunne for 1988 beregnes til 156.000 kr., bestående af K's arbejdsindtægt, ægtefællens førtidspension (almindelig førtidspension) og arbejdsindtægt, formueafkast og formuetillæg.

Fra den 1. januar 1989 var forsørgelsesgrundlaget 118.000 kr., indtil ægtefællen pr. 1. juli 1989 ophørte med at arbejde, hvorved hans indtægt på 20.000 kr. på årsbasis bortfaldt. Formuen udgjorde 817.000 kr., hvoraf 460.000 kr. indestod i fast ejendom, mens resten, 357.000 kr., var likvid formue.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension.

Begrundelsen var, at der ikke var sociale forhold, der talte for pension, idet renteindtægt og formue havde en sådan størrelse, at derikke var behov for varig forsørgelse på trods af de samlede ind tægtsforhold.

I klagen anførte K, at hun måtte være berettiget til behovsbestemt pension, da hendes og ægtefællens samlede bruttoindkomst ikke oversteg 124.000 kr. De havde endvidere i sommeren 1989 brugt ca. 70.000 kr. af formuen til bl.a. forbedring af deres hus, hvorfor renteindtægterne fremover ville blive mindre.

Lovgrundlag: Lov om social pension, § 14. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 874 af 23. december 1987 om social pension (som ændret ved bekendtgørelse nr. 552 af 16. september 1988), § 7 og § 8.

Efter § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen kan der tilkendes førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 3 i lov om social pension, når forsørgelsesgrundlaget ikke overstiger de indtægtsgrænser, der er fastsat i bekendtgørelsens § 8.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, 1. punktum, indgår ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget ansøgerens og eventuel ægtefælles samlede indtægter.

Efter § 7, stk. 2, 2. punktum, indgik ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget et formuetillæg efter fradrag i tillægget for en ejerbolig, jf. §§ 4 og . . . . i lov om socialindkomst.

Ved Socialministeriets bekendtgørelse af 16. september 1988 ændredes ovennævnte bestemmelse i § 7, stk. 2, 2. punktum, med virkning fra 1. januar 1989, således at formuetillægget bortfaldt, og ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget skal der herefter for visse lavtforrentede aktiver indgå et beregnet formueafkast, opgjort efter § 28, stk. 1, nr. 2-6, i lov om social pension.

Når forsørgelsesgrundlaget er under indtægtsgrænsen, tilkendes der efter § 7, stk. 5, i bekendtgørelsen af 23. december 1987 førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 3, hvis sociale og helbredsmæssige forhold taler for det.

Efter en samlet bedømmelse af K's indtægts- og formueforhold og øvrige sociale forhold samt helbredsmæssige forhold opfyldte K betingelserne for at få almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3.

Under hensyn til at der var sket en betydelig indtægtsnedgang fra juli 1989, hvor ægtefællen ophørte med erhvervsarbejde, fandt Ankestyrelsen, at pensionen kunne tilkendes med virkning fra den 1. juli 1989.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

_____________________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 3668-89:

Gift kvinde K søgte om førtidspension i marts 1988 som 65-årig.

De helbredsmæssige forhold kunne ikke tillægges betydning i pensionssammenhæng.

Vurderingsgrundlaget var supplerende selverhverv, da K tidligere havde haft deltidsarbejde udenfor hjemmet.

Forsørgelsesgrundlaget kunne for 1988 beregnes til 183.000 kr., bestående af ægtefællens folkepension, formueafkast og formuetillæg. Fra den 1. januar 1989 var forsørgelsesgrundlaget 97.000 kr.

K's og ægtefællens formue udgjorde tilsammen 1.116.500 kr. Heraf indestod 480.000 kr. i fast ejendom, og 509.000 kr. var likvid formue.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension med samme begrundelse som i sag nr. 1.

Afgørelsen blev anket af kommunen, som bl.a. anførte, at K's og ægtefællens samlede forventede forsørgelsesgrundlag udgjorde ca. 94.000 kr. årligt efter bortfald af formuetillægget pr. 1. januar 1989. Betingelserne for tilkendelse af førtidspension af socialeårsager skønnedes derfor at være opfyldt fra denne dato, idet social og sundhedsforvaltningen var af den opfattelse, at formuens størrelse er uden betydning ved pensionstilkendelsen.

Lovgrundlag: Som i sag nr. 1.

Efter en samlet bedømmelse af K's indtægts- og formueforhold og øvrige sociale forhold samt K's helbredsmæssige forhold opfyldte K betingelserne for at få almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3.

Under hensyn til at tidligere bestemmelser om indtægtsforhold ved tilkendelse af almindelig førtidspension var ændret fra den 1. januar 1989 ved Socialministeriets bekendtgørelse om social pension af 16. september 1988, fandt Ankestyrelsen, at pensionen kunne tilkendes med virkning fra denne dato.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

______________________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 3980-89:

Gift kvinde K søgte om førtidspension i marts 1989 som 62-årig.

Der var ikke helbredsmæssige klager.

Forsørgelsesgrundlaget var for 1988 beregnet til 154.000 kr., bestående af ægtefællens folkepension, udbetaling fra indekskontrakter, formueafkast og formuetillæg. Da K søgte pension, blev forsørgelsesgrundlaget opgjort til 108.000 kr.

Vurderingsgrundlaget var socialt betinget supplerende selverhverv.

Formuen udgjorde 992.000 kr., hvoraf 390.000 kr. indestod i fast ejendom. Den likvide formue udgjorde 602.000 kr.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension med samme begrundelse som i sag nr. 1.

Afgørelsen blev anket af K, som anførte, at nævnet fortsat anvendte begrebet formuetillæg.

Lovgrundlag: Som i sag nr. 1.

Efter en samlet bedømmelse af K's indtægts- og formueforhold og øvrige sociale forhold opfyldte K betingelserne for at få almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3.

Pensionen tilkendtes med virkning fra den 1. i måneden efter ansøgningen det vil sige fra den 1. april 1989.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

______________________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 4163-89:

Gift kvinde K søgte om førtidspension i marts 1989 som 64-årig.

Der var ingen helbredsmæssige klager.

Vurderingsgrundlaget var supplerende selverhverv, da K tidligere havde haft deltidsarbejde udenfor hjemmet.

Forsørgelsesgrundlaget var i 1988 beregnet til ca. 150.000 kr. bestående af K's arbejdsløshedsdagpenge, ægtefællens folkepension, formueafkast og formuetillæg.

Da K's dagpenge bortfaldt i februar 1989, udgjorde forsørgelsesgrundlaget 85.000 kr.

Formuen udgjorde ca. 1.000.000 kr. Heraf var 565.000 kr. fast ejendom, men 530.000 kr. var likvid formue.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension med samme begrundelse som i sag nr. 1.

Afgørelsen blev anket af K, der fandt det urimeligt at skulle bruge af formuen til sin eksistens og fandt det utilfredsstillende ikke længere at kunne bidrage økonomisk til familiens fælles eksistens.

Lovgrundlag: Som i sag nr. 1.

Efter en samlet bedømmelse af K's indtægts- og formueforhold og øvrige sociale forhold opfyldte hun betingelserne for at få almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3.

Pensionen tilkendtes med virkning fra ansøgningen, det vil sige fra 1. april 1989.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

______________________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 4697-89:

Gift kvinde K søgte om førtidspension i december 1988 som 62-årig.

Der var ikke nogen særlig helbredsmæssige begrundelse for førtidspension.

Vurderingsgrundlaget var supplerende selverhverv, da K tidligere havde haft deltidsarbejde udenfor hjemmet.

I 1988 havde K og ægtefællen tilsammen indtægt på ca. 2000.000 kr., bestående af K's arbejdsløshedsdagpenge, ægtefællens folkepension og supplerende lønindtægt samt formueafkast.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde beregnet det fremtidige forsørgelsesgrundlag til at være ca. 119.000 kr. årligt. Forsørgelsesgrundlaget omfattede udover formueafkast og ægtefællens folkepension forventet arbejdsindtægt for ægtefællen på 24.853 kr. samt et tillæg for bortgivelse.

Formuen var 858.000 kr., heraf 118.000 kr. i fast ejendom, 640.000 kr. i likvid formue og 100.000 kr. i form af anden formue.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension med samme begrundelse som i sag nr. 1.

Afgørelsen blev anket af K.

Ankestyrelsen modtog supplerende skatteoplysninger fra kommunen. Det fremgik heraf bl.a., at ægtefællens arbejdsindtægt i 1989 havde udgjort 30.391 kr., det vil sige ca. 5.500 kr. mere end forudsat af nævnet ved beregningen af forsørgelsesgrundlaget.

Lovgrundlag: Som i sag nr. 1.

Der var ikke grundlag for at lade størrelsen af K's formue indgå i vurderingen af ansøgningen om førtidspension.

Efter det oplyste om K's helbredsmæssige og sociale forhold opfyldt K ikke betingelserne for at få tilkendt førtidspension.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K's erhvervsevne ikke kunne anses for at være nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige grunde, og at der efter de nu foreliggende oplysninger om K's og ægtefællens indtægter ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det fremtidige forsørgelsesgrundlag varigt ville ligge under grænsen for at få tilkendt behovsbestemt førtidspension. Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

___________________________________________________________

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6 - j.nr. 290-90:

Gift kvinde K søgte om førtidspension i september 1988 som 64-årig i forbindelse med ægtefællens overgang til folkepension. K havde været hjemmegående husmor siden 1945.

Forsørgelsesgrundlaget blev beregnet til 121.656 kr., hvilket var over udelukkelsesgrænsen.

Denne blev pr. 1. juli 1989 forhøjet til 124.600 kr., hvorefter der var social indikation for supplerende selverhverv.

Der var ikke helbredsmæssige klager.

Familien havde en likvid formue på 634.000 kr.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension.

Begrundelsen var, at K's erhvervsevne ikke kunne anses for varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige og andre forhold.

Afgørelsen blev anket af K.

Lovgrundlag: Som i sag nr. 1.

Efter en samlet bedømmelse af K's indtægts- og formueforhold og øvrige sociale forhold opfyldte hun betingelserne for at få almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3.

Under hensyn til at forsørgelsesgrundlaget fra juli 1989 lå under udelukkelsesgrænsen, kunne pensionen tilkendes med virkning fra den 1. juli 1989.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.07.1990

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 7 § 4 § 14 § 28

Journalnummer

288-90