Ankestyrelsens principafgørelse D-5-90

1990

Resume:

Kommunen var ikke forpligtet til at udbetale dagpenge, da lønmodtageren i 13-ugers perioden før sygdommens indtræden havde været uden tilknytning til arbejdsmarkedet og modtaget kontanthjælp i 4 uger og på sygemeldingstidspunktet ikke var dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 4, stk. 1, nr. 1 og § 4, stk. 1, nr. 2

Kommunene traf afgørelse om, at kommunen ikke havde pligt til at udbetale dagpenge for de 2 sygedage den 20. og den 26. april 1990.

Kommunen har begrundet afgørelsen med, at beskæftigelseskravet efter dagpengelovens § 4, stk. 1 ikke var opfyldt.

Det fremgår af sagen, at lønmodtageren var sygemeldt fredag den 20. april 1990 og torsdag den 26. april 1990.

Den pågældende blev den 2. april 1990 ansat hos arbejdsgiveren, og forud herfor havde hun været beskæftiget ved fabriksarbejde på anden virksomhed fra 20. marts 1989 til 3. marts 1990.

Efter dette arbejdsophør modtog hun kontanthjælp efter bistandsloven indtil ansættelsen hos nuværende arbejdsgiver.

Pågældende blev først berettiget til dagpenge fra sin arbejdsløshedskasse den 1. maj 1990.

Dagpengeudvalget har på sit møde den 17. august 1990 truffet den afgørelse, at der ikke er ret til dagpenge for ovennævnte sygedage, da lønmodtageren ikke har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden eller ved sygdommens indtræden ville have været berettiget til dagpenge fra en arbejdsløshedskasse, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2.

Udvalget har herved lagt vægt på, at lønmodtageren forud for den aktuelle ansættelse, den 2. april 1990, havde modtaget kontanthjælp efter bistandsloven for 4 uger.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.

Dato for underskrift

15.09.1990

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 4

Journalnummer

272-2390