Under kursusophold den 15. marts 1989 pådrog K sig et brud på højre hånd og knækkede en fortand, idet hun snublede over en flise ved indgangen til kursusbygningen.
K var ansat som lærer, og hun havde fået tjenestefri med fuld løn under kursusdeltagelsen.
K's arbejdsgiver oplyste, at der ikke var tale om et obligatorisk kursus. Kurset var imidlertid et led i arbejdet. K deltog i kurset i uddannelsesøjemed, og arbejdsgiveren betalte for kurset.
Arbejdsskadestyrelsen fandt, at skaden ikke gav ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, idet den ikke hørte under den lovpligtige arbejdsskadeforsikring. Arbejdsskadestyrelsen begrundede dette med, at selv om kurset blev betalt af skolen, var der ikke tale om et obligatorisk kursus, hvorfor dette måtte anses for at være i K's egen interesse.
K klagede til Ankestyrelsen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Undervisningsministeriet oplyste på Ankestyrelsens forespørgsel, at kommunerne, ifølge cirkulære af 22. juli 1976 om tjenestefrihed for folkeskolen, kan give tjenestefri med løn, hvilket vil sige, at kommunerne selvstændigt vurderer, om eventuelle kurser er i arbejdsgivers interesse.
Skoleinspektøren på den skole, hvor K var ansat, oplyste, at K ikke var pålagt at tage på kurset, men at skolen anbefalede dette.
Inspektøren oplyste tillige, at kommunalbestyrelsen har kompetencen til at bevilge kursusdeltagelse med løn, og at denne kompetence er delegeret til skolens ledelse.
Lovgrundlag: Arbejdsskadeforsikringslovens § 1.