Forældrene til en 16-årig pige P søgte kommunalbestyrelsen om hjælp til ophold for P på en produktionsskole. P skulle bo hjemme under opholdet. Kommunalbestyrelsen bevilgede hjælp efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 46 b til betaling af skoleudgifter på 3.500 kr. månedlig og P's transportudgifter. Der blev desuden bevilget P deltagergodtgørelse på 91,80 kr. pr. dag.
Kommunalbestyrelsen besluttede samtidig at standse udbetalingen af børnetilskud og børnefamilieydelse til P under henvisning til, at hun med den ydede hjælp under opholdet på produktionsskolen var forsørget af offentlige midler.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og henviste til, at den godtgørelse, der blev udbetalt til P, oversteg børneydelserne.
Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om en ung, som bor hjemme under ophold på produktionsskole, og som under opholdet på skolen udover udgiften til skolen og til transport får udbetalt løn, må anses for at være forsørget af offentlige midler.