Ankestyrelsens principafgørelse D-54-91

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

14-06-2009

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 18 og § 22, stk. 1, nr. 1

Kommunen traf afgørelse om, at dagpengeudbetalingen ikke kunne forlænges yderligere udover den 17. februar 1991, idet en 3 måneders arbejdsprøvning havde vist, at lønmodtageren ikke havde behov for revalidering, men ville kunne opnå beskæftigelse ved selektiv placering indenfor kontorfaget.

Det fremgår af sagen, at lønmodtageren frem til sygemeldingen var beskæftiget som hjemmehjælper. Tidligere havde pågældende i en årrække været beskæftiget på kontor, men uden en egentlig kontoruddannelse. Ved statusbedømmelse 21. august 1990 bliver det fra lægelig side tilkendegivet, at det er usandsynligt, at pågældende vil kunne vende tilbage til arbejdet som hjemmehjælper. Det anbefales, at arbejdsprøvning bliver iværksat indenfor tidligere beskæftigelsesområde, hvilket medfører, at lønmodtageren starter en 3 måneders arbejdsprøvning på et hotelkontor, startende på deltid og afsluttes på fuldtid.

Af udtalelse fra arbejdsgiver fremgår, at denne ville være villig at ansætte lønmodtageren, såsnart der var en ledig stilling, og det er oplyst fra arbejdsformidlingen, at man ville kunne anvise pågældende arbejde. Lønmodtageren er fra 18. februar 1991 optaget på et HK-U kursus med kursusgodtgørelse.

Dagpengeudvalget har på sit møde den 12. juli 1991 truffet den afgørelse, at kommunen ikke var forpligtet til at forlænge dagpengeudbetalingen udover den 17. februar 1991, idet det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Dagpengeudvalget har lagt vægt på, at det efter det om arbejdsprøvningen oplyste, ville være muligt for pågældende at opnå beskæftigelse, uden iværksættelse af revalidering.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.