Kommunen traf afgørelse om, at dagpenge til en lønmodtager, som blev sygemeldt på grund af graviditetsgener den 14. juni 1990, med forventet fødsel den 1. november 1990, skulle beregnes på grundlag af det antal arbejdstimer, som pågældende efter sin faste 4-ugers vagtplan skulle have haft.
Lønmodtageren er ansat som sygeplejerskevikar i aftenvagt med en fast 4-ugers vagtturnus efter følgende plan: Uge 1: 17,5 timer Uge 2: 42,5 timer Uge 3: 17,5 timer Uge 4: 42,5 timer ialt 119 timer over en 4-ugers periode, med et ugentligt gennemsnit på 29,75 timer.
Kommunen har herefter udregnet dagpenge på grundlag af maximum dagpengesats ganget med det ugentlige timetal for de enkelte uger.
Lønmodtageren har anført, at der ved denne beregningsmetode ikke er taget hensyn til de tillæg, som hun får for aftenvagt, og som gør, at hun normalt modtager en fuld månedsløn trods nedsat arbejdstid, således at hun får en månedlig lønnedgang på 6.098 kr. ved den benyttede metode.
Arbejdsgiveren har til Dagpengeudvalgets sekretariat oplyst, at der ikke er indgået nogen holddriftsaftale på arbejdspladsen.