Ankestyrelsens principafgørelse P-12-91

1991

Resume:

Ved afgørelse om førtidspension til kvinder med bækkenløsning er det afgørende for, om der kan tilkendes førtidspension, at det ud fra objektive lægelige kriterier kan godtgøres, at lidelsen er varig. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis lidelsens tilstedeværelse alene underbygges af kliniske fund, da det ikke generelt kan siges, at bækkenløsning er en varig lidelse.

Den enkelte sag må vurderes selvstændigt.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989 - § 15

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 1476-90

K, der var 42 år, var kontoruddannet og arbejdede som kontorassistent frem til 1976, hvor hun fik ansættelse som lægesekretær. K blev sygemeldt i august 1986 i forbindelse med graviditet. Efter barsel genoptog K arbejdet, i begyndelsen på deltid og efter 14 dage på fuld tid. Efter ca. 1. måned blev K sygemeldt ved udgangen af februar 1989. Siden har hun ikke været i arbejde.

Ved lægeundersøgelser fandtes ud over ømhed af symfyse og sacroiliacaleddene normale ledforhold, normal kraft, tonus og sensibilitet i overekstramiteterne og normale neurologiske forhold. Tilstanden havde været uændret i 3 år.

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte K forhøjet almindelig førtidspension med kontrol 1. marts 1992.

Ankestyrelsen tiltrådte efter omstændighederne nævnets afgørelse, herunder den af nævnet fastsatte revision med henblik på fortsat berettigelse til pension.

Ankestyrelsen fandt det efter de helbredsmæssige oplysninger tvivlsomt, om K's erhvervsevne var varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den pension, der var tilkendt, ikke udelukkede, at K fik tilbud om arbejdsprøvning med henblik på undersøgelse af mulighederne for, at K igen kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 2586-90

K, der var 50 år og butiksuddannet, havde tidligere haft ansættelse i forskellige forretninger. Fra 1963 havde hun været ansat som medhjælper i ægtefællens bageri i op til 60 timer om ugen.

K havde for 20 år siden haft bækkenløsning i forbindelse med graviditet. K, der havde været uden symptomer i de mellemliggende år, klagede nu over smerter over symfysen, opstået i forbindelse med ekstra kraftig arbejdsbelastning. Der var ingen hvilesmerter, men lette belastninger udløste smerter over symfysen.

Der fandtes ikke tegn på løs symfyse, og neurologisk fandtes intet abnormt.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt, at K ikke opfyldte betingelserne for førtidspension.

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at K ud fra sin alder og helbredsmæssige tilstand skulle have mulighed for at påtage sig lettere erhvervsarbejde eventuelt i lidt mindre omfang.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 2077-90

K, der var 35 år og ufaglært, havde været i fuldtidsarbejde som pædagogmedhjælper. Hun blev sygemeldt i oktober 1986 på grund af bækkenløsning i forbindelse med graviditet og havde ikke siden genoptaget erhvervsarbejde.

K havde endvidere generelt hypermobile led. Der havde været en langsom bedring efter behandling hos fysioterapeut, og K gik fortsat til behandling.

En undersøgelse viste generelt hypermobilitet med forsat ømhed af bækkenstrukturer, specielt svarende til ledbånd og muskler. Der var ingen fejlstillinger af bækkenknoglerne, ligesom der var fri bevægelse af lænden. Der var ikke tegn til nerverodstryk.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt, at K ikke opfyldte betingelserne for førtidspension. Nævnet begrundede afgørelsen med, at erhvervsevnenedsættelsen ikke skønnedes at være varig.

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der fortsat er mulighed for behandling.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at K ud fra sin alder og helbredsforhold ville have gode muligheder for påny at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet efter forudgående revalidering indenfor et erhvervsområde, der ikke er fysisk belastende.

Dato for underskrift

15.11.1991

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 15

Journalnummer

1476-90