Ankestyrelsens principafgørelse D-36-91

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 22, stk. 1, nr. 2

Kommunen traf afgørelse om, at dagpengene ikke kunne forlænges ud over den generelle varighedsbegrænsning pr. 30. juni 1990.

Lønmodtageren har været sygemeldt siden 24. juni 1988. I medfør af den tidligere dagpengelovs § 47 har kommunen løbende vurderet sagen, og i denne forbindelse blev lønmodtageren henvist til kommunens EF-projekt »Koordineringsteamet« på venteliste, hvor lønmodtageren skulle starte i en genoptræningsstilling inden for sit eget arbejdsområde med henblik på genplacering på arbejdsmarkedet. Kommunen har standset dagpengene den 30. juni 1990 under henvisning til, at der ikke kan ske forlængelse, når der er tale om en egentlig erhvervsoptræning med henblik på anvisning af arbejde . Ud fra ovenstående er det kommunens opfattelse: ». . at lønmodtagerens dagpenge ikke kan forlænges, idet man anser foranstaltningen som en første fase i en egentlig revalidering og for at have et bestemt erhvervsmæssigt sigte.«

Af brev fra kommunen til amtsankenævnet af 3. august 1990 fremgår det, at kommunen den 19. juli 1990 har trukket henvisningen til »Koordineringsteamet« tilbage og har rejst sag om førtidspension til pågældende. Samtlige sagens akter, herunder det af sekretariatet senere rekvirerede lægelige materiale, har været forelagt for Dagpengeudvalgets lægekonsulent, der har konkluderet, at lønmodtagerens situation ved dagpengenes standsning den 30. juni 1990 var således, at hendes symptomer og kliniske billede pegede på discusprolaps med chancer for god effekt af operation, og at der derfor lægeligt set på dette tidspunkt var rimelig sandsynlighed for inden for kortere tid at genskabe arbejdsdygtigheden.

Dagpengeudvalget har på sit møde den 8. februar 1991 truffet den afgørelse, at lønmodtageren har ret til at få forlænget dagpengeperioden ud over den 30. juni 1990, idet det på grundlag af de lægelige oplysninger den 30. juni 1990 måtte anses for sandsynligt, at pågældende var under eller ventede på en behandling, der måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2 samt § 48, nr. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990.

Udvalget har ved sin afgørelse lagt vægt på lægekonsulentens vurdering af lønmodtagerens kliniske billede pr. 30. juni 1990.

Dagpengeudvalget ændrer således kommunens afgørelse.