Resume:
Afslag på forlængelse af barseldagpengeperioden i forbindelse med barns sygdom, fordi barnet ikke var indlagt på hospital, men blev behandlet i hjemmet.
Resume:
Afslag på forlængelse af barseldagpengeperioden i forbindelse med barns sygdom, fordi barnet ikke var indlagt på hospital, men blev behandlet i hjemmet.
Der er kommet nye regler på området
Kassationsdato:
14-06-2009
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 15, stk. 2
Det fremgår af sagen, at pågældende den 10. juni 1990 nedkom med en for tidligt født dreng, som i forbindelse med fødslen blev indlagt på hospital, neonatalafdeling til og med den 16. juli 1990.
Herefter er barnet blevet ambulant kontrolleret den 20. juli, 31. juli, 7. august, 13. august, 21. august 1990. Barnet har påny været indlagt i perioderne 23. august - 25. august, 5. september - 26. september, den 30. oktober, 5. november - 8 november 1990. Herefter har barnet været indlagt til anlæggelse af stræk i forbindelse med et hofteskred i perioden 12. november - 13. november 1990. Efter den sidste indlæggelse har der i.h.t. oplysninger fra hospitalet fundet strækbehandling sted i hjemmet.
Kommunen har forlænget pågældendes barseldagpengeperiode med indlæggelsesperioderne med i alt 8 uger og 5 dage. Barseldagpengeperioden ophørte således fredag den 25. januar 1991. Samtidig meddelte kommunen, at barselperioden kunne forlænges med evt. senere indlæggelser, såfremt disse fandt sted inden 24 uger efter fødslen. Kommunen afslog at forlænge barselperioden med perioden, hvor der foregik ambulant strækbehandling i hjemmet. Kommunen har i stedet henvist til bistandslovens § 48.
Pågældende har som begrundelse for sin klage bl. a. anført, at hospitalet, da den første strækbehandling havde været belastende, blev forespurgt, om det ikke var muligt, at en ny strækbehandling kunne foregå i hjemmet. Dette ønske ville man fra hospitalets side imødekomme, såfremt det ville være muligt at gennemføre den samme lægelige behandling, som skulle foregå på hospitalet.
Dette blev ordnet på forskellig måde, hvorefter hospitalet stillede det nødvendige udstyr, såsom speciel seng, stræk, forbindinger mv. til rådighed. Barnet blev herefter behandlet hjemme, indtil dette den 26. november 1990 påny blev indlagt på hospitalet og udskrevet den 28. november 1990. På dette grundlag finder pågældende, at dagpengeperioden skal forlænges med den periode, hvor barnet blev behandlet i hjemme.
Dagpengeudvalget har på sit møde den 5. april 1991 truffet den afgørelse, at barseldagpengeperioden ikke kan forlænges med den periode, hvor barnet har været ambulant behandlet i hjemmet, idet dagpengeperioden kun kan forlænges, såfremt barnet har været indlagt på hospital, jf. dagpengelovens § 15, stk. 2. Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.
Dato for underskrift
15.05.1991
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 48 § 15
Journalnummer
281-7790