Ankestyrelsens principafgørelse O-24-91

1991

Resume:

Ved opgørelse af indtægtsgrundlaget til brug for beregning af betaling for ophold i daginstitution kunne lån, herunder træk på kassekredit, ikke sidestilles med skattepligtig indtægt og indgik derfor ikke i beregningsgrundlaget.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 73

K havde haft arbejde som lønmodtager indtil slutningen af 1988, hvor hun sagde op for i stedet at arbejde som medhjælpende ægtefælle.

I august 1989 søgtes om friplads i daginstitution. Kommunen bevilgede delvis friplads med 4 % for et år fra den 1. september 1989. Den aktuelle indtægt, kommunen havde lagt til grund for bevillingen, udgjorde 132.000,- kr., som svarede til familiens privatforbrug.

Ved amtsankenævnets behandling af sagen forelå regnskab for indkomståret 1989, hvorefter familien havde haft en skattepligtig indkomst på 72.127,- kr. Der var ikke foretaget skattetekniske fradrag for at nedbringe den skattepligtige indtægt.

Indtægten svarede til ca. halvdelen af familiens årlige privatforbrug. Den anden halvdel var finansieret ved optagelse af private lån, dels ved træk på kassekredit, dels ved lån hos familie.

Amtsankenævnet fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om familiens økonomiske forhold ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

K gjorde i anken gældende, at »privatlån« ikke kunne sidestilles med indtægt.

Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, hvorledes daginstitutionsfriplads beregnes i tilfælde, hvor en del af privatforbruget skyldes optagelse af lån.

Optagelse af lån, herunder træk fra en kassekredit, til privatforbrug, var ikke at sidestille med skattepligtig indtægt.

Efter de foreliggende økonomiske oplysninger sås der ikke i øvrigt at foreligge forhold, fx specielle skattetekniske fradrag, der viste, at den faktiske indtægt, som familien havde haft til rådighed, væsentligt oversteg den skattepligtige indtægt.

Ankestyrelsen fandt derfor, at familiens skattepligtige indtægt burde danne grundlag ved beregningen af, om der skulle ske bortfald eller nedsættelse af betalingen for ophold i daginstitution.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til fornyet beregning på dette grundlag.

Dato for underskrift

15.09.1991

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 73

Journalnummer

20999-90