Ankestyrelsens principafgørelse D-52-91

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 22, stk. 1, nr. 1 og § 22, stk. 1, nr. 2

Kommunen traf afgørelse om, at dagpengeudbetaling blev standset den 30. september 1990, idet lønmodtageren havde modtaget dagpenge i 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, og han ikke opfyldte betingelserne for forlængelse af dagpengeudbetalingen. Kommunen lagde vægt på, at der ikke var nogen forventning om fuld arbejdsdygtighed inden for 26 uger, og at det ikke anses for overvejende sandsynligt, at han vil kunne revalideres. Lønmodtageren har anført, at han er indstillet til arbejdsprøvning på revalideringsklinikken med henblik på afklaring af, hvilket ikke rygbelastende arbejde, han vil kunne klare. Denne indstilling er sket på baggrund af lægebrev fra speciallæge i fysiurgi, der har anbefalet, at han kommer over i et ikke rygbelastende arbejde. Desuden henviser han til, at kommunens lægekonsulent ved møde den 9. oktober 1990 har udtalt, at han vil kunne jobplaceres, men at en jobplacering vil være vanskelig uden en form for uddannelse.

Kommunen har oplyst, at lønmodtageren har en tidligere rygskade, og røntgenundersøgelse har påvist lette slidgigtforandringer samt forværring af discuslidelse.

Han har tidligere haft hårdt fysisk arbejde, bl.a. jord- & betonarbejde, og speciallægen har i december måned 1989 tilrådet skift til ikke rygbelastende arbejde.

Ifølge sagens oplysninger vil/burde lønmodtageren kunne påtage sig et ikke rygbelastende arbejde, men det kan være svært uden en form for uddannelse.

Lønmodtageren er herefter tilbudt arbejdsprøvning med henblik på at få afklaret, om der er nogen arbejdsfunktion, han vil kunne klare med de pågældende ryggener. Tilbuddet om arbejdsprøvning er accepteret, selv om pågældende ikke forventer, at der kommer noget ud af det. Der er konstant ryggener, både når han går, står og sidder.

Kommunen har efterfølgende oplyst, at amtskommunen har rekvireret en yderligere fysiurgisk speciallægeerklæring. Ifølge det medsendte journalark er sagen ikke lægeligt afklaret, og det er muligt, at klienten ikke selv efter en fysiurgisk speciallægeerklæring er berettiget til pension, og at et ophold på revalideringsklinikken kan blive nødvendig til verificering af klientens dårlige funktion.

Kommunen har indsendt erklæring fra speciallæge i reumatologi, dateret den 12. februar 1991, som har dannet baggrund for, at kommunen har truffet afgørelse om indstilling til mellemste førtidspension og udbetaling af forskud på pension fra 1. april 1991. Indstillingen til revalideringsklinikken anses for bortfaldet.

Dagpengeudvalget har på sit møde den 17. maj 1991 truffet den afgørelse, at lønmodtageren ikke har ret til forlængelse af dagpengeperioden efter den 30. september 1990, idet det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, og pågældende ikke var under eller ventede på lægebehandling, som må antages inden for 26 uger at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, jf. dagpengelovens § 22 stk. 1, nr. 1 og 2 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990, § 48, nr. 1 og nr. 2

Udvalget har ved afgørelsen lagt vægt på, at henvisningen til arbejdsprøvning ikke tog sigte på revalidering, men på afklaring af, om der var nogen arbejdsfunktion tilbage, pågældende ville kunne klare med sine ryggener.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.