Kommunen traf afgørelse om, at dagpengeudbetalingen til lønmodtageren ikke kunne forlænges ud over den 29. oktober 1990.
Lønmodtageren, der er uddannet sygeplejerske, har været sygemeldt siden den 3. oktober 1988. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. april 1990, men kommunen har forlænget dagpengeudbetalingen i 26 uger, dvs. indtil den 29. oktober 1990, på baggrund af lægelige oplysninger om, at lønmodtageren med stor sandsynlighed kunne forventes at genoptage arbejdet.
Danske Sygeplejerskers Arbejdsløshedskasse har den 2. oktober 1990 på lønmodtagerens vegne anmodet om yderligere forlængelse af dagpengeperioden med den begrundelse, at der var planer om, at lønmodtageren, så snart helbredet tillod det, skulle igang med en arbejdsprøvning inden for sygeplejeområdet.
Kommunen har fastholdt, at dagpengene skulle standses pr. 29. oktober 1990 med den begrundelse, at den nævnte foranstaltning ikke kan betragtes som arbejdsprøvning, når denne foregår inden for lønmodtagerens hidtidige arbejdsområde, samt at den første forlængelse var godkendt ud fra de lægelige forventninger om, at lønmodtageren kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i fuldt omfang inden for 26 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden.
Af klageskrivelsen fra Danske Sygeplejerskers Arbejdsløshedskasse fremgår, at der efter aftale med kommunens bistandsafdeling er etableret arbejdsprøvning med start 12. november 1990. Kommunens bistandsafdeling har fra denne dato bevilget bruttorevalideringsydelse i henhold til bistandslovens § 43, stk. 2.