Ankestyrelsens principafgørelse B-3-92

1992

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om børnetilskud modtaget mod bedre vidende.

I den 1. sag kunne der kræves tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud af en mand, der var samlevende. Han var ved ansøgningen orienteret om betingelserne for udbetaling, og efter at han var blevet samboende, havde han fra kommunen fået særskilt meddelelse om, at ydelserne ville bortfalde.

I den 2. sag kunne tilbagebetaling kræves af en kvinde, som først efterfølgende orienterede kommunen om, at hun var samlevende. Hun var ligeledes i forbindelse med de enkelte udbetalinger orienteret om betingelserne for berettigelsen til ydelsen.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lov nr. 350 af 4. juni 1986 - § 24, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - j.nr. 21132-90

M, der var enkemand, fik efter ansøgning udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud til sine to mindreårige døtre fra den 1. oktober 1988 til den 30. september 1990.

M meddelte den 3. november 1988 kommunen, at han fra 1. november 1988 var blevet samboende. Den 7. november 1988 modtog M et brev fra kommunen, hvoraf det fremgik, at hans ændrede civilstand ville medføre, at udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud, ville bortfalde fra 1. januar 1989.

Ved en administrationsfejl i børnetilskudsafdelingen blev udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud ikke standset, og M fik fortsat udbetalt disse ydelser indtil udgangen af juli kvartal 1990.

Kommunen blev herefter opmærksom på fejlen og forlangte tilbagebetaling af de med urette udbetalte beløb. M klagede til ankenævnet og oplyste, at han den 20. januar 1989 rettede henvendelse til afdelingen med henblik på at få oplyst, om det var korrekt, at han fortsat var berettiget til tilskuddene. Børnetilskudsafdelingen skulle efter det oplyste have svaret, at ydelserne ikke længere var indtægtsbestemte.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge ansøgeren at tilbagebetale de modtagne børnetilskud med den begrundelse, at han ikke ansås at have modtaget dem mod bedre vidende.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvor meget der skal til, før der kan kræves tilbagebetaling af udbetalt børnetilskud, når der ikke foreligger svig, men modtageren er gjort bekendt med, at han ikke længere er berettiget til børnetilskud, og således har været/burde have været vidende om, at udbetalingen beroede på en vildfarelse fra kommunens side.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at forlange tilbagebetaling af udbetalte ordinære og ekstra børnetilskud for perioden 1. april 1987 til 31. marts 1990, ialt 43.151 kr., var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at M måtte have indset, at han ikke længere var berettiget til tilskuddene, da han ikke længere var enlig forsørger.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at M ved ansøgningen var orienteret om betingelserne for udbetaling, og at kommunen herudover i et brev af 7. november 1988 meddelte ham, at ordinært og ekstra børnetilskud ville bortfalde på grund af hans ændrede familiære status.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at M på grundlag af den efterfølgende telefoniske drøftelse med kommunen, hvor hans ændrede familiære status ikke blev nævnt, havde haft grund til at gå ud fra, at den fortsatte udbetaling var korrekt.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20185-91

K modtog ordinært og ekstra børnetilskud i perioden 1. april 1987 til 31. marts 1990, selv om hun havde været samlevende siden 1. februar 1987.

Kommunen meddelte ved brev af 7. august 1987 K, at såfremt et tidligere fremsendt ansøgningsskema vedrørende fortsat ordinært og ekstra børnetilskud ikke var kommunen i hænde inden den 15. september 1987, ville udbetalingen standse med virkning fra oktober kvartal 1987.

K fremsendte ikke skemaet; men da ydelserne fortsat kom til udbetaling, kontaktede hun i oktober 1987 kommunen telefonisk for at spørge, om der forelå en misforståelse.

Kommunen meddelte - ifølge K - at der ikke ville ske yderligere udbetaling, medmindre hun var berettiget dertil.

I februar 1990 forlangte kommunen tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud, ialt 43.151 kr., som var udbetalt med urette.

K klagede til ankenævnet, som var enig med kommunen i, at børnetilskuddene var modtaget med urette, da K havde været samlevende gennem hele perioden.

Nævnet bemærkede herudover, at K først i oktober kvartal 1987 opfyldte sin oplysningspligt, jf. lov om børnetilskud 1/2 24, stk.1.

Sagen blev behandlet i principielt møde sammen med 21132-90 til afklaring af, hvor meget der skal til, før der kan kræves tilbagebetaling.

Ankestyrelsen fandt, at modtageren havde pligt til at tilbagebetale udbetalte ordinære og ekstra børnetilskud for perioden 1. april 1987 til 31. marts 1990, i alt 43.151 kr.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at beløbene blev udbetalt med urette, da modtageren i den omhandlede periode ikke var enlig forsørger, og da hun måtte have indset, at hun ikke var berettiget til de omhandlede børnetilskud.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at modtageren ikke orienterede kommunen, da hendes familiære status blev ændret i februar 1987 samt, at hun i forbindelse med hver udbetaling blev gjort bekendt med betingelserne for berettigelse af ordinært og ekstra børnetilskud.

Ankestyrelsen tiltrådte herefter ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.08.1992

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 24

Journalnummer

21132-9020185-91