Ankestyrelsens principafgørelse O-16-92

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 10, stk. 3 og § 11, stk. 1

For en 16-årig udviklingshæmmet pige, der boede hos sin mor i A kommune, traf denne kommune i 1986, efter ønske fra moderen, beslutning om hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, jf. § 66 i form af ophold på efterskole i C kommune.

Efter anbringelsen flyttede moderen til B kommune, hvor datteren besøgte hende i ferier og weekends.

Nogle måneder før slutningen af efterskoleopholdet, der varede omtrent 2 år, begyndte B kommune at planlægge det videre behandlingsforløb og underrettede A kommune herom, samtidig med at B kommune anmodede om fortsat refusionstilsagn fra A kommune.

Det var opfattelsen hos statens konsulent for psykisk udviklings hæmmede, at pigens kontakt til moderen bedst modnedes ved kortere ophold i hjemmet, og resultatet blev, at pigen efter efterskoleopholdet skulle optages på en beskyttet virksomhed i B kommune, hvor moderen boede, og at der skulle arbejdes på at finde en egnet familiepleje.

Da efterskoleopholdet ophørte i juni 1989 var der endnu ikke taget endelig stilling til familieplejeanbringelse, og pigen flyttede hjem til sin mor i B kommune og startede på det beskyttede værksted. Foreløbig blev der samtidig etableret weekendaflastning, mens der stadig blev arbejdet videre på en afklaring af den fremtidige bosituation.

I september 1989 gav A kommune afslag på refusionstilsagn under hensyn til, at skoleopholdet var afsluttet, og at hun flyttede tilbage til sin mor i midten af juni 1989.

A kommune anførte således, at anbringelsen uden for hjemmet i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, var bragt til ophør.

Amtsankenævnet fandt, at A kommune fortsat var forpligtet til at refundere udgifterne i forbindelse med de ændrede hjælpeforanstaltninger.

Afgørelsen blev begrundet med, at nævnet - ud fra de oplysninger, der forelå i sagen - fandt, at pigens ophold i hjemmet efter afsluttet efterskoleophold ikke havde karakter af en egentlig hjemgivelse, men var en midlertidig løsning,der blev iværksat, indtil andre egnede og planlagte hjælpeforanstaltninger kunne iværksættes.

Nævnet anførte yderligere, at B kommune sammen med moderen og datteren siden begyndelsen af 1989 overvejede, hvilke hjælpeforanstaltninger, der skulle følge efter skoleopholdet. De hjælpeforanstaltninger, der blev overvejet, sigtede alle mod anbringelse uden for eget hjem, og der havde ikke på noget tidspunkt været overvejet eller udtrykt ønske om en egentlig hjemgivelse.

På denne baggrund fandt nævnet, at hjælpeforanstaltninger i form af anbringelse uden for eget hjem ikke var ophørt.

Efter sagens indankning blev det oplyst til Ankestyrelsen, at pigen boede hos sin mor i knapt et år, fra hvilket tidspunkt hun kom i familiepleje. Mens hun boede hos moderen var der etableret aflastningsophold hver anden weekend og i ferier.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om en midlertidig hjemgivelse, indtil andre egnede hjælpeforanstaltninger kunne iværksættes, kunne betragtes som en hjemgivelse, således, at der ikke længere kunne kræves refusion af tidligere kommune.

Ankestyrelsen fandt, at A kommunes refusionspligt ophørte, da pigen efter endt efterskoleophold i juni 1989 flyttede hjem og fik bopæl hos sin mor i B kommune, uanset at der fortsat var behov for hjælpeforanstaltninger, og uanset at pigen som følge heraf igen senere fik ophold uden for hjemmet i en plejefamilie, således at opholdet hos moderen var midlertidigt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandslovens § 10, stk. 3, hvorefter et barn anses for at have opholdskommune, hvor forældrene bor, er lovens hovedregel, som derfor må finde anvendelse, hvor barnet faktisk bliver hjemgivet, også selv om det ikke er med varigt ophold i hjemmet for øje.