Ankestyrelsens principafgørelse D-22-92

1992

Resume:

Sygedagpenge kunne ikke ændres som følge af en opregulering af arbejdsløshedsdagpenge, idet den sygemeldte arbejdsledige var udmeldt af arbejdsløshedskassen på tidspunktet, hvor opregulering af arbejdsløshedsdagpenge fandt sted.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

14-06-2009

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 9

Kommunen traf afgørelse om, at dagpenge til lønmodtageren, der den 2. oktober 1991 blev sygemeldt fra en arbejdsløshedskasse, fra den 29. juni 1992 fortsat skulle beregnes som det beløb, som pågældende ved sygemeldingen i oktober 1991 var berettiget til.

Lønmodtageren har i sin klage anført, at han automatisk ville have fået opreguleret arbejdsløshedsdagpenge pr. 29. juni 1992, hvis han ikke havde været syg.

Kommunen har som begrundelse for afgørelsen anført, at pågældende den 29. februar 1992 meldte sig ud af arbejdsløshedskassen.

Lønmodtagerens dagpenge skulle fra 29. juni 1992 fortsat beregnes med samme beløb som de arbejdsløshedsdagpenge, som pågældende var berettiget til ved første fraværsdag i sygeperioden, dvs. pr. 2. oktober 1991, jf. dagpengelovens § 9, stk. 1 og 3.

Dagpengeudvalget fandt ikke, at der var grundlag for at opregulere dagpengeudbetalingen, idet pågældende ikke havde været medlem af arbejdsløshedskassen siden den 29. februar 1992, hvorfor der i det aktuelle tilfælde ikke var grundlag for at anvende et ændret beregningsgrundlag, svarende til reguleringen af arbejdsløshedsdagpenge . Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

Dato for underskrift

15.12.1992

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 9

Journalnummer

277286-92