En kommune havde i de første 6 måneder af en klients ophold på et familiecenter foretaget fradrag i kontanthjælpen for værdien af kost m.v. i henhold til bistandslovens § 38 stk.4, idet kommunen ikke fandt, at familiecentret var omfattet af begrebet "lignende behandlingsinstitution".
Familiecentret var tidligere et svangre- og mødrehjem, der var oprettet som en institution efter bistandslovens § 101, men havde ændret karakter til at give behandlingstilbud til familier, der havde brug for hjælp eller støtte til at klare vanskeligheder, der truede familiens trivsel.
Personalet bestod af 1 psykolog, der var forstander, 6 pædagoger, 0,2 socialrådgiver samt 6 praktisk personale.
Amtsankenævnet fandt ikke, at kommunen i de første 6 måneder af klientens ophold på familiecentret kunne foretage fradrag i kontanthjælpen for værdien af kost m.v.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt begrebet "lignende behandlingsinstitution" i henholdsvis bistandslovens § 11 stk. 1, nr. 2 og § 38 stk. 4 skal forstås på samme måde, samt hvorvidt et familiecenter måtte anses for omfattet af begrebet.