En pige P havde fra sit 18. år oppebåret højeste førtidspension og plejetillæg, og hun var blevet anbragt i en privat familiepleje.
P betalte efter de almindelige regler for dette ophold, idet hendes pension og tillæg var inddraget, men således at der udbetaltes hende et beløb til personlige fornødenheder svarende til, hvad pensionister på særlige plejehjem for yngre får udbetalt.
Der var mellem de biologiske forældre og kommunen indgået aftale om, at datteren skulle være på aflastningsophold hos dem hver anden weekend, og når plejeforældrene holdt ferie i 5 uger pr. år.
Forældrene fik udbetalt et takstmæssigt beløb til dækning af udgifter til kost (24,40 kr. pr. døgn). Endvidere havde forældrene på nærmere aftalte vilkår fortsat rådighed over en bil, som var bevilget P efter bistandslovens § 58. Der udbetaltes et beløb af den tilbageholdte pension, der svarede til afdragene på billånet.
Forældrene havde klaget over størrelsen af honoreringen, idet de ville finde det rimeligt, at der af P's pension blev udbetalt et beløb til dækning af yderligere omkostninger for de dage, P var hos dem.
Kommunen havde imidlertid ikke fundet lovmæssige muligheder for at udbetale yderligere godtgørelse til forældrene.
Amtsankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse,hvorefter pensionen var inddraget under ophold i familieplejen, således at der blev udbetalt et lommepengebeløb på 1.799 kr. månedlig.
Afgørelsen var begrundet med, at kommunen havde fulgt de gældende regler om inddragelse af pension og udbetaling af takstmæssige beløb til lommepenge, beklædning m.v.
Nævnet havde endvidere bemærket, at vilkår og eventuel honorering for at fungere som aflastningsfamilie beroede på en aftale mellem kommunen og aflastningsfamilien. En sådan aftale kunne ikke indankes for nævnet.
Sagen er blevet behandlet i principielt møde til afklaring af, om kommunen har en forpligtelse til at aflønne en aflastningsfamilie, selv om aflastningsfamilien er den biologiske familie, i givet fald hvorledes eller om dette er et privatretligt spørgsmål.