Ankestyrelsens principafgørelse P-3-92

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989 - § 17

En pensionist P, der havde boet på plejehjem i A kommune siden 1985, afgik ved døden. Hun efterlod sig ingen formue.

P's søn S og de øvrige børn havde som arvinger i boet fragået arv og gæld.

S søgte A kommune og hjælp til betaling af udgifterne til begravelsen, der udgjorde 7.232 kr.

Kommunen afslog ansøgningen, da det ikke fandtes godtgjort, at afdødes nærmeste pårørende ikke var i stand til at afholde udgiften.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag. Nævnet lagde vægt på, at reglerne for personligt tillæg, jf. pensionslovens § 17, ikke kan finde anvendelse, da personlige tillæg ikke kan tildeles boet efter en pensionist.

Nævnet tilføjede samtidig, at en ansøgning ville kunne indgives af den person, der havde forpligtet sig til at afholde udgiften, til den pågældendes hjemkommune, der herefter skulle foretage en vurdering ud fra den pågældende ansøgers økonomiske forhold.

Skifteretten oplyste overfor Ankestyrelsen, at to af P's øvrige børn havde fået boet udlagt til dækning af begravelsesudgifterne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der efter pensionslovens § 17 er hjemmel til at yde personligt tillæg til dødsboet til dækning af begravelsesudgifter.

Der kunne ikke ydes personligt tillæg til boet efter P til dækning af begravelsesudgifterne.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke kan ydes personligt tillæg til et dødsbo i tilfælde, hvor slægtninge har påtaget sig at dække begravelsesudgifterne. Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.