Ankestyrelsens principafgørelse O-52-92

1992

Resume:

Der kunne ydes yderligere hjælp til tandbehandling i et tilfælde, hvor der, efter afsluttet strålebehandling på hoved og hals, tidligere var ydet hjælp til tandbehandling.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at de senere (4 år efter strålebehandlingen) opståede tandskader måtte anses for at være en følge af den nedsatte spytsekretion, der var en følge af strålebehandlingen.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58, stk. 1

Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 - NKH 06.09.34 - Tandproteser

M fik i 1982 strålebehandling på hals og hoved, således at ørespyt kirtlen og spytkirtler i mundhulen var inddraget i behandlingsfeltet.

Ved amtsankenævnets afgørelse i oktober 1984 blev kommunen i henhold til bistandslovens § 58 pålagt at bevilge M hjælp til en nærmere angivet kronebehandling.

I juni 1988 ansøgte M om hjælp til yderligere tandbehandling.

Kommunen gav afslag på ansøgningen under henvisning til, at M's tandstatus efter strålebehandlingen var genoprettet på en rimelig og forsvarlig måde ved den tidligere bevilgede behandling. Kommunen henviste endvidere til, at der ikke var foretaget en regelmæssig forebyggende tandbehandling efter den tidligere behandling.

Nævnet pålagde kommunen at bevilge M hjælp med 50.375 kr. til den ansøgte behandling, idet nævnet fandt, at der var tale om yderligere omfattende skader på resttandsættet, og at disse skader helt overvejende var forårsagede af den med strålebehandlingen i 1982 forbundne mundtørhed. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der ibistandslovens § 58 kun er hjemmel til at yde hjælp til tandbe handling i forbindelse med afslutning af strålebehandling på hoved og hals, således at senere følgeskader ikke kan dækkes.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes hjælp til tandbehandling efter bistandslovens § 58 i tilfælde, hvor der tidligere har været ydet hjælp til behandling på grund af følger efter strålebehandling på hoved og hals, når senere konstaterede tandskader må anses for at skyldes strålebehandlingen.

Da M's behov for tandbehandling hovedsagelig skyldtes den nedsatte spytsekretion, der var en følge af den strålebehandling, der blev foretaget i 1982, fandt Ankestyrelsen, at han var berettiget til hjælp til den ansøgte, udførte tandbehandling.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Det tilføjedes, at Ankestyrelsen fandt, at der burde have været foretaget et forholdsmæssigt fradrag i hjælpen for den del af behandlingen, der skønnedes at kunne henføres til M's manglende tandpleje. Der var dog på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at kræve en del af den ydede hjælp tilbagebetalt.

Dato for underskrift

15.12.1992

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 58

Journalnummer

20402-91